Stephanie Lose slutter sig nu til koret af V-folk, som peger på Jakob Ellemann-Jensen som partiets næste formand.
Det sker på Facebook, hvor hun også fastslår, at hun ikke selv vil gå efter formandskabet - noget, som der er blevet spekuleret heftigt i den seneste tid:
- Jeg kan se af min indbakke, min telefon og en lang række nyhedssites, at der bliver spekuleret massivt i, om jeg vil stille op som næstformand for Venstre. Og allerførst vil jeg gerne sige, at jeg er både overvældet og meget ydmyg over de mange, der - overfor mig selv eller andre steder - har tilkendegivet, at de gerne så mig som næstformand, lyder det fra den 36-årige kvinde, som til regionsrådsvalget i 2017 slog alle rekorder og fik knap 90.000 personlige stemmer.
- Det er imidlertid ikke en post, jeg stiller op til. Jeg har hænderne fulde i Region Syddanmark og Danske Regioner, og brænder for mit arbejde i og for regionerne, fortsætter hun.
Farvel til bossen, bissen og bøllen
Takker Løkke trods oprør
Lose er blevet et markant ansigt på oprøret mod sin nu afgåede partiformand Lars Løkke Rasmussen.
Mens flere af Loses Facebook-følgere roser hendes opslag, kritiserer andre hende for at have været 'dolkefører' mod Løkke, der som bekendt under stort drama trak sig fra formandsposten lørdag.
Lose har ikke lagt skjul på, at hun er vred over VLAK-regeringens sundhedsreform, som slagter regionerne.
Alligevel takker hun både Lars Løkke og den ligeledes afgående Kristian Jensen.
- Lars og Kristian har - på hver deres måde - bidraget til de mange resultater, der er skab i og af Venstre. De har sat aftryk på dansk politik og dermed på Danmark.
Tænker på børnene
Udover sit arbejde begrunder Lose også fravalget af at gå ind i næstformandskampen med sin familie:
- Hvis der også skal være tid til min familie, ikke mindst Mie og Sofie på 10 år og 7 år, så er der ikke nok timer i døgnet lige nu. Samtidig tror jeg også, at opfordringerne fra store dele af baglandet til mig om at stille op som næstformand i høj grad er et ønske om en tættere sammenhæng mellem Venstres bagland og Venstre på Christiansborg og Venstres ledelse. Det vil jeg gerne være med til at skabe - næstformandspost eller ej - og hvis en ny ledelse af Venstre på nogen måde kan bruge mig til det, så stiller jeg mig meget gerne til rådighed med alle mine tanker og ideer om det.
Efter exit: Løkke bryder tavsheden