Venstre-toppen aflyttet

Panik i regeringspartiet: En ansat i Udenrigsministeriet har aflyttet telefonmøder blandt en kreds af topfolk i Venstre

Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, og partiets politiske ordfører, Britt Bager, blev aflyttet af en tidligere ansat i Venstre. Lars Løkke deltog ikke på de aflyttede telefonmøder. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, og partiets politiske ordfører, Britt Bager, blev aflyttet af en tidligere ansat i Venstre. Lars Løkke deltog ikke på de aflyttede telefonmøder. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Venstre-toppen har været ramt af en aflytningsskandale.

Det kan Ekstra Bladet afsløre på baggrund af oplysninger fra en række kilder med indblik i forløbet.

Der er tale om aflytning af en række fortrolige telefonmøder, der holdes kl. 7.10 om morgenen mellem en kreds af absolutte topfolk i partiet.

Venstres partisekretær, Claus Richter, bekræfter sagen over for Ekstra Bladet.

’Vi konstaterede, at der var en ubuden gæst med på vores telefonmorgenmøder. Da vi opdagede det, tog vi de nødvendige forholdsregler,’ skriver han i en skriftlig kommentar.

De pågældende møder fandt sted i løbet af et par uger i august 2018 og havde deltagelse af Venstres politiske ordfører, Britt Bager, og gruppeformand Karen Ellemann.

Derudover deltog repræsentanter fra Venstres pressetjeneste, herunder chefen for partiets Center for Kommunikation og Politik, Andreas Thyrring.

På møderne blev det drøftet, hvordan aktuelle pressehistorier skulle håndteres. 

Uregelmæssigheder
På et tidspunkt erfarede Venstre-toppen visse ’uregelmæssigheder’ i forbindelse med møderne.

Ved at indhente loggen for de telefonnumre, der har været en del af konferencen, lykkedes det Venstre at afsløre den ubudne gæst. 

Der var tale om en tidligere ansat i partiet, som nu er ansat i Udenrigsministeriet.

Vedkommende har tidligere deltaget i telefonmøderne, som det kræver en kode at få adgang til. 

Efter at være stoppet i Venstre fortsatte den pågældende med at benytte koden og skaffe sig uberettiget adgang til de fortrolige møder.

Panik
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skabte det i første omgang panik i regeringspartiet, da det kom for en dag, at aflytningen havde fundet sted.

Frygten gik på, at den pågældende person havde spioneret for en politisk modstander.

Oven på aflytningsskandalen har Venstre anskaffet sig et nyt system for telefonmøderne, så man sikrer sig mod lignende sager fremover. 

Venstre ønsker ikke at oplyse, hvilke skridt man har taget mod den tidligere medarbejder. Herunder om der er indgivet en politianmeldelse.

Det skyldes, at man håndterer sagen som en personalesag. 

Ekstra Bladet har været i kontakt med den pågældende medarbejder i Udenrigsministeriet, men vedkommende har ingen kommentarer til sagen.

Uden Løkke på linjen
De telefonkonferencer, som den tidligere ansatte har aflyttet, finder sted tidligt om morgenen.

Og statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er ikke en del kredsen, når Venstres spinfolk koordinerede dagen og vejen med Britt Bager og Karen Ellemann.

Lars Løkke Rasmussen har således ikke været udsat for den opsigtvækkende aflytning. Det har næstformand og finansminister Kristian Jensen heller ikke.

Hvorvidt Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen har været involveret i håndteringen af den opsigtsvækkende sag er uvist.

Hverken formand eller næstformand har nemlig ønsket at udtale sig til Ekstra Bladet.

148 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere