Venstre vil have klima som styrende princip i EU-love

Klimaet skal være styrende princip for al lovgivning i EU og fremhæves over andre politiske fagområder

Venstre lægger nu op til et paradigmeskift, men denne gang i klima- og miljøpolitikken. Klima skal fremover være en fundamental byggesten i den måde, man laver politik på i EU og i Danmark.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lørdag fra talerstolen i Bella Center i København, hvor Venstre holder et EU-møde forud for EU-parlamentsvalget om tre måneder.

- Danmark gør det godt på det grønne område. Men vi skal have flere af de andre lande med. Så EU-lovgivning fremover får en grøn vurdering. Om det skader eller gavner vores miljø og klima, siger statsministeren.

Fremover skal klima ikke være på niveau med andre politiske fagområder, men være styrende for al lovgivning i EU.

Statsministeren mener, at de menneskeskabte klimafordringer er vor tids største udfordring overhovedet.

Pagten, som Venstre foreslår, skal sikre, at der i i EU-love laves klima- og miljøvurderinger, så det fremgår, hvad det får af betydning. Det lægger sig op ad den måde, økonomiske konsekvenser beregnes i dag.

Desuden skal hensynet til klimaet etableres som et grundlæggende princip.

Det er på linje med EU's nærhedsprincip, der fremgår af traktaten. Det går ud på, at beslutninger skal træffes så nært på borgerne som muligt.

Statsministeren kalder klima det bedste eksempel på en grænseoverskridende udfordring, som medlemslandene ikke kan løse alene.

- Klima skal fylde mere i EU. Og EU skal stå endnu stærkere som den globalt ledende region på klimaspørgsmål, siger Løkke.

Fremadrettet vil statsminister Lars Løkke Rasmussen altså arbejde på at få andre regeringschefer med på at vedtage pagten på et EU-topmøde.

- Vi skal handle på klimaforandringerne, siger Løkke.

På mødet i Venstre lørdag blev en række ændringsforslag om mere fokus på klima og forskning inden for klima vedtaget af de delegerede som en del af partiets handlingsplan for EU.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere