En, to, hurtigt mange.
Det er nærmest umuligt at følge med i, hvor mange valgperioder Nye Borgerliges stifter, Pernille Vermund, har lyst til at tilbringe i Folketinget.
Intet mindre end fem forskellige svar har Vermund givet på dette simple spørgsmål på bare fem år.
- Jeg regner da kun med at sidde i én periode, lød sagde hun i 2018 til Altinget.
Året efter blev grænsen ændret til 'maksimalt to valgperioder' med den begrundelse, at hun 'ikke vil være en af dem, der gror fast' inde på Christiansborg.
True med at blive
Under valgkampen i efteråret udvidede Pernille Vermund elastikken igen:
- Jeg kan sige, at jeg efterhånden har forstået, at det er bedre at true med at blive end at true med at gå, svarede Vermund, da Ekstra Bladet spurgte til hendes følelser omkring, at hun nu skulle i gang med sin sidste valgperiode.
- Jeg tror, at det er nødvendigt, at jeg står i spidsen for Nye Borgerlige, hvor vi skal have løst udlændinge-politikken fra bunden, tilføjede hun.
I januar trak Vermund sig så pludselig tilbage som partiformand og annoncerede samtidig, at hun ville vende tilbage til det civile liv efter næste valg.
Frem og tilbage
Og endnu en gang med den begrundelse, at hun ikke er nogen taburet-klæber, men blot et helt almindeligt menneske:
'Jeg har, siden vi stiftede Nye Borgerlige, været ærlig om, at jeg ikke så mig selv som politiker. Da vi kom i Folketinget, gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville gro fast på Christiansborg,' skrev hun i en mail til sine forbavsede partifæller.
Men den beslutning holdt bare et par måneder.
For nu vil hun alligevel fortsætte på ubestemt tid efter næste valg, lyder meldingen.
Endda som partiformand igen.
Det er ganske enkelt politisk danmarksrekord i kovendinger, at en person først har trukket sig som partileder for så at stille op til at blive det igen inden for så kort tid.
Også politik kolbøtte
Men også når det gælder politik, kan Pernille Vermund skrive en særdeles akrobatisk kolbøtte på cv'et.
Partiet har siden stiftelsen markedsført sig på et ufravigeligt krav om et fuldt asylstop. Og de helt store skurke i udlændingepolitikken var ifølge Vermund Lars Løkke Rasmussen og - især - de radikale.
Men umiddelbart efter sidste valg begyndte Vermund ikke desto mindre pludselig at appellere til, at netop Lars Løkke Rasmussen og de radikale ville slutte sig til Nye Borgerlige og resten af blå blok for at komme af med Mette Frederiksen som statsminister.
Bliver af nød
Ekstra Bladet ville gerne have interviewet Pernille Vermund om de mange kovendinger. Og om, hvorvidt hun nu bare gror fast som alle de politikere, hun i årevis har kritiseret for at klæbe til taburetterne.
Men hun er ikke vendt tilbage.
Til Jyllands-Posten medgiver Vermund dog, at hun har skiftet standpunkt:
- Jeg har sagt og lovet danskerne, at jeg ikke ville genopstille. Men nu er der nogle andre omstændigheder, jeg ikke er herre over. Vi har fået en pistol for panden, siger hun til Jyllands-Posten.
Hør alt om Lars Boje Mathiesen og Nye Borgerlige i 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Det har hun sagt:
2018-Vermund:
- Jeg regner da kun med at sidde i én (valg)-periode.
2019-Vermund:
Om at sidde i Folketinget i maksimalt to valgperioder:
- Det er sådan, at det føles lige nu. Mit liv er uden for Christiansborg. Jeg tror, at det er ret sundt, at man har en føling med livet uden for Christiansborg. Jeg vil ikke være en af dem, der gror fast, og jeg er egentlig også rigtig glad for min hverdag som arkitekt.
2022-Vermund:
Om at blive i mere end to valgperioder:
- Det kommer jeg ikke til at udtale mig om her. Jeg kan sige, at jeg efterhånden har forstået, at det er bedre at true med at blive end at true med at gå. Og ikke mindst, når jeg mærker sådan en iver fra journalister efter at få mig af posten.
Januar 2023-Vermund:
Begrundelse for at trække sig som formand:
- Jeg bliver i Folketinget valgperioden ud, men så skal jeg også hjem og have mit liv og min familie tilbage.
- Da vi kom i Folketinget, gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville gro fast på Christiansborg.
Marts 2023-Vermund:
- Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Episk nedtur
Nye Borgerlige har befundet sig i en tilstand af opløsning siden efterårets skuffende valgresultat.
Tre af partiets seks mandater har enten forladt partiet eller er blevet smidt ud.
Først slog profilen Mette Thiesen danmarksrekord i løsgængeri ved at forlade partiet blot seks dage efter valget.
Så forlod Vermund sin post, og Peter Seier Christensen smed næstformandsposten, inden Mikkel Bjørn skiftede til Dansk Folkeparti.
Den organisatoriske næstformand, Henriette Ergemann, trak sig efter et par uger på posten. Hun havde blandt andet skrevet på Facebook, at hun oplevede blødninger, når hun var tæt på corona-vaccinerede.
Lars Boje Mathiesen blev i sidste uge ekskluderet efter et hundeslagsmål om løn og et personligt ekspres-honorar, han ville have. Han fik godt en måned på formandsposten.