Vermund tordner: Regeringen snyder med smittetal

Nye Borgerlige-formanden anklager regeringen for at manipulere med opgørelsen af smittetal

Pernille Vermund. Foto: Mads Claus Rasmussen
Pernille Vermund. Foto: Mads Claus Rasmussen

Knap er mødet om fase 4-genåbningen gået i gang på Christiansborg fredag eftermiddag, før der er fut i forhandlingslokalet.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, anklager regeringen for at have skjult en ny opgørelsesmetode for smittetallet for følgegruppen af folketingsmedlemmer og dermed givet indtryk af, at smittetallet er anderledes og højere, end det ville have set ud efter den gamle metode.

Fra indlagte til smittede
- Jeg føler mig snydt. Hele foråret har vi forhandlet ud fra et smittetal, der baserer sig på antal indlagte. Men nu gør man det anderledes. Men den oplysning har de meget behændigt undladt at tage med i det forhandlingsoplæg, vi fik før forhandlingerne tirsdag. Men det står i et notat sendt til følgegruppen fra 6. august. Her bliver det beskrevet, at man går fra at opgøre smittetal på en måde til en anden måde. Det vil vi tage op i dag, siger Pernille Vermund.

NB-formanden mener, at den nye opgørelsesmetode er langt mere følsom for små ændringer i antal smittede, da den baserer sig på antal smittede og ikke antal indlagte.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forud for onsdagens forhandlinger om genåbningens fase fire. I dag går det løs igen i forhandlingslokalet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Dansk politik - 14. aug. 2020 - kl. 12:28 Afgørende corona-møde: Det er på spil

Også Dansk Folkeparti kræver en forklaring fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

- Ja, det vil vi også tage op. Vi skal kunne have nogle tal, vi kan sammenligne, siger politisk ordfører Peter Skaarup.

Sundhedsminister Magnus Heunicke listede forbi pressen og lod sig ikke interviewe på vej ind til forhandlingerne.

Mange ting på bordet
Ekstra Bladet er i besiddelse af det udkast, som giver et fingerpeg om, hvad der er på spil under de vigtige forhandlinger.

Her er et overblik over, hvad udkastet indeholder:

For at sikre, at smitteudbrud 'slås ned lokalt' lægger regeringen op til, at der kan 'iværksættes lokale tiltag, herunder i form af nedlukning af samfundsaktiviteter'.

Mundbind vil også blive et tema under dagens møde. I sit udkast lægger regeringen op til, at sundhedsmyndighederne skal foretage en vurdering af, i hvilke situationer mundbind skal gøres obligatorisk.

Regeringen er således 'positive over for brug af mundbind i væsentligt omfang.' Der lægges op til, at der findes 'en hensigtsmæssig løsning' for de grupper, hvor et krav om mundbind udgør en en økonomisk udfordring. 

Diskoteker og natteliv
Desuden indeholder udkastet følgende:

  • Diskoteker og natteliv skal holdes lukket til og med 31. oktober 2020.
  • Det nuværende forsamlingsforbud på 100 personer forlænges til og med 31. okotober.
  • Det absolutte loft på 500 personer, der må samles, forlænges til og med 31. okotober.
  • Den gældende særlige ordning for afvikling af kampe i Superligaen, hvor flere end 500 kan samles, forlænges. Det undersøges samtidig, hvordan ordningen kan udvides til andre sports- og kulturarrangementer, der kan afvikles på tilsvarende vis.
  • Regeringen undersøger - ud fra lignende principper som ordningen for Superligafodbold - om der kan laves en forsvarlig ordning, så spillesteder med tilstrækkelig kapacitet kan afholde koncerter med flere end 500 mennesker til stede.
  • Udendørs begravelser og bisættelser omfattes af forsamlingsforbud på 100 personer.
  • Sektorpartnerskaberne (diverse brancher, f.eks. erhversorganisationer) opfordres til at gennemgå de fastsatte retningslinjer og tilpasse dem efter behov.

Seks overnatninger
Desuden har flere politikere luftet et stærkt ønske om, at grænsen for minimum seks overnatninger for de fleste turister afskaffes. Dette bliver en del afforhandlingerne.

Politikerne vil ligeledes drøfte en fortsat kompensation til virksomheder samt de dele af kultur- og idrætslivet, der er ramt af nedlukningen. 

753 kommentarer
Vis kommentarer