Den tidligere danske indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager kendte ikke til den angivelige amerikanske spionage på danske kabler, som DR afslørede i weekenden.
Sådan lyder det fra hendes kommunikationsrådgiver, ifølge det europæiske onlinemedie EUobserver.
'Hun har ikke haft tilsyn med nogen efterretningstjenester,' lyder det i en mail til EUobserver fra kommunikationsrådgiveren.
Fremtrædende politikere
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, den daværende tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og den daværende tyske oppositionsleder Peer Steinbrück er blandt politikerne i Danmarks nabolande, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA har spioneret mod gennem det dansk-amerikanske samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
I skrivende stund er Margrethe Vestager konkurrencekommissær i EU. Mellem 2011 og 2014 var hun dansk indenrigs- og økonomiminister.
Ifølge DR's afsløring fandt spionagen på de danske kabler sted i 2012 og 2014.
'En skandale'
Flere internationale politikere har reageret kraftigt på DR's afsløringer. Blandt andet den franske europaminister, Clement Beaune.
- Det er ekstremt alvorligt - vi bliver nødt til at se på, om vores partnere i EU - danskerne - har begået fejl i deres samarbejder med amerikanske tjenester, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også tidligere oppositionsleder Peer Steinbrück er særdeles utilfreds.
- Politisk betragter jeg det som en skandale.