Vi er MILEVIDT fra at presse sundhedsvæsnet

103 danskere er lige nu i respirator. Væsentligt under det niveau, der var forudsagt af myndighederne - alligevel kommer vi trods genåbning af skoler og institutioner ikke tilbage til det Danmark, vi kender, siger Mette Frederiksen

Mens danske hospitaler er mere end fint med i øjeblikket, har udenlandske intenstivafdelinger været tvunget til at vælge mellem patienter. Her er det en intensivafdeling i Italien. Foto: Guglielmo Mangiapane/REUTERS/Ritzau Scanpix
Mens danske hospitaler er mere end fint med i øjeblikket, har udenlandske intenstivafdelinger været tvunget til at vælge mellem patienter. Her er det en intensivafdeling i Italien. Foto: Guglielmo Mangiapane/REUTERS/Ritzau Scanpix

Corona-sengepladser står tomme, almindelige operationer har været aflyst, og sundhedspersonale er sendt hjem.

Statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke taler om, at vi er på den 'grønne kurve'. Men i virkeligheden ligger Danmark på en langt fladere 'blå' kurve.

Danmark er nemlig meget langt fra at ramme det frygtede loft for, hvad sundhedsvæsnet kan kapere i coronaepidemien.

Tirsdag er blot 127 danskere indlagt på en intensivafdeling, heraf 103 i respirator. Det er et fald fra hhv 144 og 109 søndag. Væsentligt under den kapacitet, som sundhedsvæsnet de seneste uger har omstillet sig til.

Midt i marts opgjorde Sundhedsstyrelsen, at der var i alt 1260 respiratorer til rådighed i det danske sundhedsvæsen. Andelen afsat til covid-19 varierer uge for uge.

Og for blot to uger siden forudsagde Sundhedsstyrelsen i en opdateret strategi, at 827 danskere ville ligge i respirator, når epidemien toppede midt i april - i den sjette epidemiuge.

Det er ifølge prognosen i næste uge.

Men nu skriver vi 7. april, og Danmark har den seneste række dage oplevet fald i antallet af indlagte på intensivafdelingerne. Der skal med andre ord ske en pludselig eksplosion i antallet af indlagte, hvis vi skal nå op i nærheden af de 827 forudsagte respiratorindlagte danskere - et tal som i forvejen er et godt stykke under maksimalkapaciteten.

'Vi har sikret at der også er kapacitet til at behandle denne gruppe og det samlede antal intensiv pladser med respiratorer, sammenlagt med yderligere respiratorer fra lagre, vil i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark således være 1.260,' oplyser styrelsen i deres strategipapir.

Et andet Danmark
Men selvom statsminister Mette Frederiksen mandag aften proklamerede, at Danmark nu 'gradvis og kontrolleret' vil påbegynde en genåbning af blandt andet skoler og børnehaver efter påske, afslørede hun samtidig, at vi slet ikke skal regne med at få vores gamle hverdag igen i nær fremtid:

- Der er i det hele taget meget, der ikke bliver som før. Hverdagen kommer ikke tilbage i vores samfund foreløbig. Og vi skal leve med mange restriktioner mange måneder endnu.

- Vi skal – måske for altid – vænne os til at være sammen på nye måder, lød det fra Mette Frederiksen på pressemødet.

Statsministeren afslørede imidlertid ikke, hvad det præcist vil sige – eller hvornår vi igen kan holde fester, gå til festivaler eller rejse på ferie i udlandet.

Sverige åbent
Det lukkede Danmark står i kontrast til Sverige, hvor mange skoler, butikker og restauranter de fleste steder fortsat er åbne.

På et pressemøde mandag fortalte statsepidemiolog Anders Tegnell, at det 'fortsat er helt ok at gå ud, men hold afstand. Og restauranter og andet skal også hjælpe til med at holde afstand.'

Rigelig kapacitet hinsidan
I alt er der i Sverige 937 intensivpladser, og 20 pct. af disse pladser er ledige.

Ifølge Johanna Sandwall, chef for Socialstyrelsen i Sverige, er det fortsat rigelig kapacitet til at behandle patienter med covid-19, mens resten af samfundet holder åbent i begrænset omfang.

På Christiansborg har alle partier bakket op om regeringens omfattende nedlukning af Danmark.

De er gået glat igennem Folketinget, der har stået pænt på rad og  række foran Folketingssalen for at trisse ind og stemme hastelovene igennem med enkelte tilføjelser hist og her.

Men det har ikke været for vidtgående, mener Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund:

- Jeg synes faktisk ikke, at man har gået for langt. Strategi om at beskytte de ansatte i sundhedsvæsnet har været fornuftig, siger han.

Han afviser, at det - i hvert fald i egen selvforståelse - oprørske parti, har ageret gummistempel for regeringen. det sker blandt andet med henvisning til, at hastelovene skal tages op til revision til næste år.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra Socialdemokratiet, men sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff har i flere dage afvist at stille op til interview.

 

Overlæge: Vi kører i 3. gear

Overlæge Arash Afshari fra Rigshospitalet. Foto: Ekstra Bladet
Overlæge Arash Afshari fra Rigshospitalet. Foto: Ekstra Bladet

Også på landets hospitaler har man lagt mærke til den meget rolige udvikling i coronavirussen i Danmark.

Overlæge Arash Afshari fra Rigshospitalet, som Ekstra Bladet tidligere har talt med, siger, at han og kollegerne ikke oplever noget ekstraordinært pres:

- Vi er faktisk fint med på Riget. Vi arbejder mange timer, men er måske kun i 3. gear på nu, siger Arash Afshari, som dog frygter, at sygdommen kan blusse op, hvis der åbnes for meget for tidligt.

Corona Ekstra: Opråb fra corona-overlæge på Riget

På Rigshospitalet er der etableret to intensiv-afdelinger samt en intermediær afdeling under intensivafdelingerne. Her kan man sagtens skrue op, er beskeden:

- De afdelinger er ikke i fulde omdrejninger. Hvis man åbner alle senge, får vi 60 ekstra intensive senge.

- Kapaciteten øges gradvis i takt med, at organisationen kommer på plads, og personalet oplæres med lynkurser i at passe intensive patienter. Så hvis behovet for plads til patienter bliver aktuelt, kan Rigshospitalet geare op.