Wisconsins viceguvernør beder USA's præsident, Donald Trump, om at blive væk fra Kenosha, der har været præget af demonstrationer og uro.
Demokratiske Mandela Barnes siger søndag lokal tid, at timingen for besøget er helt forkert og risikerer at skabe splittelse. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Trump meldte lørdag lokal tid ud, at han vil besøge Kenosha tirsdag. Her vil han mødes med politibetjente samt 'besigtige skader'.
- Man må se på de provokerende bemærkninger, som præsidenten er kommet med, siger viceguvernør Barnes til CNN.
Barnes henviser blandt andet til Republikanernes konvent sidste uge.
Her accepterede Trump sin nominering som præsidentkandidat og talte om at 'beskytte lovlydige amerikanere' mod 'voldelige anarkister, urostiftere og kriminelle'.
- De centrerede et helt konvent omkring at skabe mere fjendtlighed og mere splittelse omkring begivenhederne i Kenosha. Jeg kan ikke se, hvordan han i lyset af tidligere udtalelser skal komme her og være en hjælp, og vi har absolut ikke brug for det lige nu, fortsætter Barnes.
Det var i Kenosha, at den sorte amerikaner Jacob Blake søndag for omtrent en uge siden blev skudt syv gange i ryggen af en politibetjent under et forsøg på at anholde ham.
Tidligt på ugen udviklede protester mod politivold og racisme sig voldeligt i kølvandet på anholdelsen.
Siden er det dog stilnet af, blandt andet efter stort opbud fra ordensmagten og et udgangsforbud om natten.
- Uden præsident Trumps lederskab ville Kenosha og dets borgere stadig leve i frygt, svarer en embedsmand fra Det Hvide Hus tilbage efter viceguvernørens bemærkninger ifølge dpa.