Vikaren fra helvede snakker sort: - Jeg håber, jeg bliver nummer to

SF's politiske ordfører Karsten Hønge medgiver, at det ikke er realistisk, at SF får mere end ét mandat til EU-parlamentsvalget. Alligevel stiller han nu op som kandidat

Karsten Hønge stiller op til Europa-parlamentsvalget i maj 2019, men går ikke efter at slå Magrethe Auken, der sidder i parlamentet for SF. De er et team, lyder det fra Hønge, der er politisk ordfører for SF. Foto: Claus Bonnerup
Karsten Hønge stiller op til Europa-parlamentsvalget i maj 2019, men går ikke efter at slå Magrethe Auken, der sidder i parlamentet for SF. De er et team, lyder det fra Hønge, der er politisk ordfører for SF. Foto: Claus Bonnerup

Karsten Hønge har meldt sit kandidatur til Europaparlamentsvalget, der skal afholdes 26. maj næste år.

Men det er noget uklart, hvorfor manden overhovedet har meldt sig på banen.

Han slår nemlig fast over for Ekstra Bladet, at han er 'totalt glad hvert eneste sekund' i sit arbejde som politisk ordfører for SF.

Han fastholder også, at Margrete Auken, der sidder i parlamentet for SF, bør være partiets spidskandidat. Faktisk ville han blive ovenud begejstret for, at blive nummer to, siger han. Så:

- Hvorfor vil du dog til at gemmes væk i EU-parlamentet?

- Jeg er totalt glad for hvert eneste sekund, jeg arbejder med dansk politik som politisk ordfører. Det er virkelig skægt og et stort privilegie. Men altså… Det handler om, at det her valg er ekstremt vigtigt. Jeg synes, det er enormt vigtigt at få en bedre forbindelse mellem det, der foregår i EU og det, der foregår i Danmark.

- Det har ikke kun noget med snæver EU-politik at gøre. Jeg kan være med til at give venstrefløjen en skarpere profil på de store spørgsmål i EU. Ikke at vi ikke har den i dag, men den har måske været efterladt noget til fordel for andre ting, forklarer Karsten Hønge.

- Handler det om at give SF et godt EP-valg, frem for at du rent faktisk vil derned og sidde? I står jo også kun til ét mandat.

- Jeg tror også, det er realistisk, at vi kun får ét mandat. Det er også realistisk, at det bliver Margrete. Men jeg vil da også sige, at 2014, af alle forfærdelige år, som SF har haft i sit 60 år lange liv, så var det år, det værste. Der var vi eddermame nede og bide i græsset. Og der var vi en lille my fra at få to mandater.

- Så man skal ikke helt afvise det. Men det er da rigtigt, at jeg synes SF’s stemme, er enormt vigtig i EU. Det er også rigtigt, at vi denne gang er udfordret af et bredere spektre på venstrefløjen, så det er vigtigt at SF slår ind. Men som jeg forventer det, er det Margrete, der skal have mandatet.

Håber på at blive nr. to
- Det kan jo også være, at du overhaler Margrete Auken?

- Ah. Nu kommer jeg oppe fra Nordvestjylland, og som vi siger på morsingbo: 'Sku’ vi nu æk’ lige…' Det betyder 'Slap af'. Hun er en ener. Hun er ikke én, man slår.

- Men hvorfor vil du ikke gå efter at blive spidskandidat?

- Det beslutter medlemmerne i september, hvor Margrete og jeg er på den samme liste.

- I princippet kan du møde højere opbakning, så er det vel dig, der skal være spidskandidat?

- Ja, det er da rigtigt. Og så er det jeg siger ’sku’ vi nu æk’ lige…’

- Er det fordi du håber på, at du ikke får den opbakning?

- Jeg håber, jeg bliver nummer to. Det ville jeg blive totalt begejstret for, og se som en sejr, hvis jeg kan blive det, siger Karsten Hønge.

Ministerdrømme 
- Så sent som i går hørte jeg dig udtale, at du vil være minister på et tidspunkt. Du vil være finansminister. Hvordan flugter det med, at du nu har meldt dit kandidatur til EU-parlamentet?

- Politik for mig… Hvordan skal jeg sige det. Du taler med et tidligt skadet barn. Jeg var 14 år, da jeg meldte mig ind i SF. Hvad jeg ikke har været valgt til på kryds og tværs og op og ned. Så må folk jo tro på det eller lade være, men jeg har aldrig haft det sådan, at der er noget, der er finere end noget andet.

- Det handler om at slås for en sag. Det lyder højstemt, men jeg gør det altså ikke, fordi jeg vil noget bestemt. Hvis det flasker sig på en bestemt måde, og jeg bliver tilbudt en post som finansminister, så er det sgu da klart, jeg siger ja.

- Så det ville du alligevel hellere end at sidde i EU-parlamentet?

- Nej, altså… Jeg graver, hvor jeg står. Jeg beskæftiger mig med politik, der hvor jeg er. Jeg er jo mere en, der vil ændre på holdninger, end at gå op i, om det er som MF’er, politisk ordfører, som minister eller som medlem af EU-parlamentet.

- Er en plads i EU-parlamentet attraktivt i forhold til der, hvor du sidder lige nu?

- Nej, det er det måske ikke på den måde. Men i forhold til substans og indhold i de debatter, der er, så synes jeg, det her er noget af det vigtigste. Vi ser en fremmarch af højrepopulistiske bevægelser. Vi ser en stigende ulighed i Danmark og på europæisk plan. Velfærdssamfundet er under hårdt pres på grund af både flygtninge og på grund af billig arbejdskraft fra Østeuropa, lyder det fra den politiske ordfører.

Skulle det være tilfældet at Karsten Hønge møder større opbakning end Margrete Auken til EP-valget i maj, træder han ud af Folketinget til fordel for Europa-parlamentet.

Det var Ekstra Bladet, der i sin tid gav Karsten Hønge tilnavnet 'Vikaren fra helvede' på grund af hans massive kritik af partitoppen, da Hønge vikarierede i Folketinget for den stressramte Anne Baastrup.

131 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere