I en tid, hvor almindelige mennesker er hårdt ramt af stigende energipriser, vækker det vrede og harme, at ledende medarbejdere i energiselskaber står til trecifrede millionbonusser.
Fra højre til venstre på Christiansborg kræves der nu handling.
- Jeg bliver dybt forarget. Danskere må gå fra hus og hjem, fordi de ikke kan betale deres elregninger.
- Og så har vi virksomheder med noget, der minder om monopol, der tillader sig at opføre sig på denne her måde. Det er dybt amoralsk, siger formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt.
Mellemhandlere til millioner
Det er erhvervsmediet Finans, der har afdækket, hvordan enkelte medarbejdere i Energi Danmark står til at få op til 300 millioner kroner i bonus oven på et år, hvor elmarkedet gik amok.
Energi Danmark er ejet af de to andelsenergiselskaber Andel og NRGi og lever af at agere mellemhandler på energimarkedet. Og det har altså været særdeles lukrativt sidste år.
- Det er helt gak, at vi har nogle mennesker, der har spekuleret i at presse priserne på elektricitet så meget op som muligt, som så skal belønnes, siger Enhedslistens Pelle Dragsted, mens Morten Messerschmidt siger:
- Det minder jo om gullaschbaronerne under Første Verdenskrig, der skummede fløden på andre folks ulykke. Det kalder på et indgreb, og jeg har allerede kontaktet ministeren.
Overnormal profit
Man kunne foranlediges til at tro, at Energi Danmark ville blive ramt af de nye regler om beskatning af overnormal profit, som EU har givet mulighed for.
Men i den lovgivning, der er lagt frem i Danmark, er mellemhandlerne undtaget, fordi man ikke har kunnet finde en model for, hvordan det kan gøres.
Det vil både Enhedslisten og Dansk Folkeparti have kigget på igen.
- Det er grotesk ikke at tage den del af markedet med, hvor de overnormale profitter er. Det er helt skørt, siger Pelle Dragsted.
Regeringspartierne Socialdemokratiet og Venstre har ikke ønsket at kommentere historien.
Trækker håndbremsen
Der er dog juridisk mulighed for at stoppe de enorme bonusser, hvis der er sket helt særlige ting, siden konktrakten blev indgået, eller hvis de vil være decideret 'uredelige'.
I en kommentar via kommunikationsdirektøren i ejeren Andel, Rikke Trikker, fortæller selskabet - uden at forholde sig til, hvordan man slipper ud af kontrakten - at man ikke kommer til at udbetale så store bonusser:
- Aftalen, der var en kollektiv forhandlet bonusordning, var indgået af den administrerende direktør for selskabet på det tidspunkt.
- Vi kan i den forbindelse understrege, at der ikke udbetales resultatbonusser for 2022 på hverken to- eller tre cifrede millionbeløb.
'Voldsomme'
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har efter publicering af denne artikel sendt en skriftlig kommentar til sagen.
'Jeg synes bonusser i denne størrelse er voldsomme, og jeg vil derfor indkalde branchen til at redegøre for sagen. Det er og skal være selskaberne selv, der har ansvaret for at beslutte, hvordan deres medarbejdere skal aflønnes,' skriver han.
'Men jeg vil opfordre branchen til at vurdere om deres aflønningsmodeller er forenelige med den tillid, den ønsker, at ejerne og kunderne skal have til branchen. Og om de er forenelige med de anbefalinger for god selskabsledelse, som branchen selv har vedtaget.'
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Vagthund: Håber på beskatning
Forbrugerrådet Tænk, der er forbrugernes vagthund, holder sig normalt fra skattepolitiske udmeldinger. Men lige når det kommer til energimellemhandlernes enorme profitter, gør man forskel.
- Vi mener, at det er problematisk, at lovforslaget om beskatning af overnormal profit ikke dækker mellemhandlernes overskud.
- For der er tale om betydelige summer, som bliver tjent på at købe elektricitet og sælge den dyrere. Vel at mærke uden at det har nogen stor teknisk funktion for direkte at sikre flere investeringer i en grøn omstilling af energisektoren, siger forbrugerpolitisk rådgiver Christian Sand.
Og særligt for energiområdet er der brug for regulering, fordi det som forbruger er ualmindeligt svært at gennemskue, siger han.
- Vi kan som forbrugere ikke vælge vores elnetselskab fra, selvom vi kan vælge andre steder at købe vores strøm. I vores øjne er elområdet et marked, som forbrugerne har meget svært ved at gennemskue, og som er svært at manøvrere i.
- Det er et teknisk område, hvor forbrugerne føler afmagt, fordi priserne stiger, og det er svært at sammenligne elselskabernes priser og gebyrer.