Overskriften er den samme, babyen er den samme og indledningen er den samme på to annoncer mod øremærket barsel til mænd fra henholdsvis de konservative og Dansk Folkeparti.
Men der er ikke tale om noget annoncesamarbejde mellem de to partier, bekræfter begge partier over for Ekstra Bladet.
Tværtimod.
Først kom de konservative med en annonce, der i skarpe vendinger kritiserer forslaget om øremærket barsel til mænd under overskriften 'Lad familierne bestemme selv', der indleder med ordene 'Nu får din familie værre barselsvilkår'.
De konservatives annonce er blevet bragt i Ekstra Bladet og Jyllands-Posten henholdsvis fredag og mandag.
Tirsdag fandt en nærmest identisk annonce så vej til Dansk Folkepartis Facebook-side. Mens der er ændret i brødteksten og farverne, er de øvrige elementer identiske med Konservatives:
Og skal man tro partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, er der ikke tale om en fejl. Tværtimod er det ifølge ham med fuldt overlæg, at de har valgt at 'dublere' de konservatives annonce for at udstille de konservatives dobbeltmoral, fortæller han.
- Vi synes, det er meget dobbeltmoralsk, at de kommer med den her kampagne, når de selv har været med til at skabe hele grundlaget for, at vi har den her misere. De konservative er medansvarlige for, at EU kan bestemme den danske barsel, for de har selv været med til at give EU den magt, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Den dobbeltrolle vil vi gerne gøre opmærksom på, og det gør vi så på den her måde ved at give dem en masse opmærksomhed på deres annonce. Der er en klar dobbelthed i, at de laver en kampagne mod noget, de selv har været med til at stemme for, siger Kristian Thulesen Dahl.
'Mangler bare en golden retriever'
Til at starte med trak de konservative lidt på skuldrene over, at deres annonce var blevet kopieret og havde ikke lyst til at kommentere sagen. Men da Ekstra Bladet gør partiet opmærksomme på Dansk Folkepartis årsag til kopieringen, får piben hurtigt en anden lyd.
'DF skal have ros for en super flot annonce. Den mangler lige en Golden Retriver, og så er den lige i øjet,' skriver Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, i en sms til Ekstra Bladet.
Ordføreren siger i øvrigt, at hun er klar over, at de to partier ser forskelligt på EU-spørgsmålet, men understreger, at 'de konservative bakker op om det forpligtende samarbejde, som EU er, ligesom langt de fleste danskere i øvrigt gør'.
Hun understreger dog, at en opbakning til EU ikke er det samme som en opbakning til øremærket barsel.
'Som medlemsland er vi også nødt til at acceptere, at der vil være EU-beslutninger, som vi er imod. Og vi er i den grad imod øremærket barsel. Det fjerner friheden fra familierne, og det er ikke et anliggende for EU. Desværre har socialistiske partier, på tværs af EU, fået det presset igennem. Selvom vi kæmpede imod - det er demokratiets vilkår. Men vi kommer til at gøre alt hvad vi kan, for at udfordre implementeringen i dansk lov, så vi bibeholder mest mulig frihed hos forældrene, til glæde og gavn for børnene,' skriver Mette Abildgaard.
Gik budskabet igennem?
På sociale medier er der tilsyneladende mange, der ikke har opfattet, at Dansk Folkepartis opslag skal ses som en kritik af de konservative og ikke blot er en uheldig kopisag.
Eksempelvis har Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, på Twitter kaldt det 'vildt og lidt uopfindsomt', ligesom Thomas Danielsen fra samme parti gætter på, at der må være tale om mængderabat på annoncer.
Kristian Thulesen Dahl fastholder dog sin forklaring om, at kopieringen er for 'at udstille dobbeltrollen'.
- Ja, selvfølgelig.
- Men hvordan skal man kunne gætte det?
- Rigtig mange steder sidder man med begge annoncer og studser over det, og så får man øje på, at vi netop kritiserer de partier, der har stemt for. På de reaktioner, jeg har fået, har vi ramt plet.
I annoncen fra Dansk Folkeparti står der rigtigt nok, at 'de partier, der har stemt for EU-traktaterne, skylder danskerne en forklaring'. Men der står ikke et ord om de konservative. Det var simpelthen unødvendigt, mener partiformanden.
- Vi har tænkt, at det var så selvfølgeligt.
- Så det er ikke bare en undskyldning, I har opfundet til lejligheden, fordi I er kommet til at kopiere dem?
- Ej, prøv at kig på dem. Det kommer man altså ikke til.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Når arbejdsmarkedets parter laver aftale om øremærket barsel, smider Venstre deres eget principprogram over bord og omfavner det. Venstre lyder efterhånden som en lobbyorganisation. Det mener Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen: