Vilde sms'er: Støtteparti revser Mettes højre hånd

Departementschef i Statsministeriet skubbede - ifølge SF - på, for at Statens Serum Institut skulle gå videre end deres faglige anbefaling om mink

Regeringens støtteparti SF går nu i rette med Mette Frederiksens højre hånd - departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.

Departementschefen udtrykte nemlig i en række sms'er håndfast utilfredshed med den daværende faglige direktør for Statens Serum Institut, SSI - Kåre Mølbak - fordi han ikke tydeligt anbefalede at slå alle mink ihjel.

SF's medlem af granskningsudvalget på Christiansborg - Karina Lorentzen - mener derimod, at landets øverste embedsmand burde have respekteret den faglige vurdering.

- Når man læser de her sms'er, så får man et indtryk af, at der er blevet skubbet på for bestemte holdninger (aflivning af alle mink, red.), siger Karina Lorentzen.

- Når man får en faglig vurdering, så skal man selvfølgelig respektere den. Jeg synes, at tonen og signalet i sms'erne er skævt, forklarer hun.

- Går Barbara Bertelsen ud over sine beføjelser?

- Det må kommissionen vurdere, hvilken vægt og betydning det har i forhold til, om nogen er gået for langt, men når vi er så optagede af ordentlig arbejdsledelse, så ser det ikke godt ud, at man afsender sms'er på den måde, siger Karina Lorentzen.

'FUCK!!!'
Sms'erne fra Barbara Bertelsen blev sendt til departementschefen i Sundhedsministeriet, Per Okkels, under og efter pressemødet 4. november sidste år. De er kommet frem i Minkkommissionen torsdag.

På pressemødet meddelte Mette Frederiksen, at alle mink skulle slås ihjel. Kåre Mølbak var også til stede, men han ville ikke tages til indtægt for den beslutning. Kun at mink i Danmark ville være 'en betydelig risiko for folkesundheden'.

'FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,' skrev Barbara Bertelsen blandt andet til Per Okkels.

Det er uvist, om 'os' refererer til regeringen eller Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.

'Fej kujon'
Bertelsen ville derimod have Kåre Mølbak til at gå længere end blot at referere til den risikovurdering, som SSI lavede 3. november. Hun vil have Mølbak til at sige, at det var SSI’s anbefaling at aflive alle mink.

’Er sgu virkelig ikke i orden over for Mette, det han gør ... Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes på hans anbefaling, er han totalt fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret. Og han har én gang set, hvilken reel fare det udgør for statsministeren. Simpelthen så skuffende,’ skriver Barbara Bertelsen 5. november om eftermiddagen.

SF: Ser 'skævt' ud
Det ser 'skævt' ud, når Barbara Bertelsen ikke umiddelbart respekterer en faglig vurdering ifølge SF.

- Jeg ville ikke skubbe på på den måde. Som leder har man et ansvar for, hvordan man henvender sig til andre, og der ser det ikke helt godt ud her, siger Karina Lorentzen.

- Det skaber et dårligt arbejdsmiljø, når man skubber på hele tiden i en bestemt retning. Man har som leder et ansvar for et ordentligt arbejdsmiljø, og det virker ikke lige til, at der er det i det her tilfælde, forklarer hun.

Blå blok: Hun går for langt
I Venstre og hos de konservative mener de, at Barbara Bertelsen går for langt, og at grænserne mellem politik og embedsmænd er ved at ryge under statsminister Mette Frederiksens (S) ledelse.

Ifølge de konservatives Rasmus Jarlov viser sms'erne fra Bertelsen, hvordan tankegangen er hos regeringen.

- Hun går alt for langt. Det er helt vildt, at Barbara Bertelsen mener, at hun kan tillade sig at bestemme, hvad myndighedspersoner skal udtale til offentligheden.

- Det fjerner jo fuldstændig deres troværdighed og gør, at man overhovedet ikke kan stole på, at det, de siger, er rigtigt, siger Jarlov til Politiken.

'Meget bekymrende'
Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, skriver i en sms til Politiken:

'Det er meget bekymrende, hvordan Mette Frederiksen og hendes regering forsøger at kontrollere og håndstyre, hvad for eksempel sundhedsmyndigheder skal sige og mene, og det virker ærlig talt, som om at de grænser mellem politik og embedsmænd, som der skal være, er ved at ryge fuldstændig under Mette Frederiksens ledelse.'

Også Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, retter kritik.

'Tænk, at Danmarks øverste embedsmand omtaler en højtplaceret kollega som en 'fej kujon'.'

'Det virker ærligt uprofessionelt og siger også meget om statsministerens manglende dømmekraft, at hun lægger alle sine æg i den kurv,' skriver Skaarup på Twitter.

Taler for sig selv
Ekstra Bladet har været i kontakt med Kåre Mølbak, der ikke har meget at sige til Barbara Bertelsens sms.

– Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Det taler nærmest for sig selv, lyder det.

Ekstra Bladet har bedt om en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.