Villy tæt på pinligt nederlag

Den tidligere udenrigsminister og SF-formand vandt kun urafstemning i SF med et mulehår

Villy Søvndal gør comeback og stiller op til regionsrådet i Syddanmark. Men han blev kun lige akkurat spidskandidat for SF. Foto: Claus Bonnerup.
Villy Søvndal gør comeback og stiller op til regionsrådet i Syddanmark. Men han blev kun lige akkurat spidskandidat for SF. Foto: Claus Bonnerup.

Den tidligere udenrigsminister var 31 stemmer fra et pinligt valgnederlag i SF i går.

SF-medlemmerne i Region Syddanmark afgjorde ved en urafstemning, hvilken rækkefølge partiets kandidater skal stå på partilisten til regionsrådsvalget næste år i november.

Villy Søvndal sikrede sig kun førstepladsen knebent foran den lokale Ida Damborg med 375 stemmer - 31 flere end Ida Damborg, der er SF's nuværende frontfigur i regionsrådet, skriver TV SYD.

'Jeg glæder mig til valgkampen og til samarbejdet og jeg takker ydmygt for valget', skriver Villy Søvndal på Facebook.

Villy Søvndal (SF) varslede i oktober et politisk comeback og første gang, at den tidligere stemmesluger skulle prøve kræfter med et valg, var det lige ved at blive pinligt.

Foto: Claus Bonnerup Dansk politik Villy Søvndal er tilbage i dansk politik: - Jeg er yngre end både Trump og Clinton

Tv-tid i stride strømme
De fleste danskere, der har været vågne de sidste 20 år har hørt om Villy Søvndal (SF). Som tidligere formand for SF og udenrigsminister har han prydet forsiderne på diverse landsdækkende dagblade og fået tv-tid i stride strømme.

Det kan man ikke sige om modkandidaten på SF's opstillingsliste til regionsvalget til Ida Damborg. Ikke desto mindre var den lokale Damborg tæt på at løbe med sejren over den tidligere minister i går.

Villy Søvndal gik efter at blive spidskandidat, men ved urafstemningen fik partiets nuværende profil i regionsrådet Ida Damborg fra Kolding et godt valg med 344 stemmer - kun 31 færre end Villy Søvndal.

Selvom Ida Damborg blev nr. to ved urafstemningen, bliver hun alligevel kun nr. tre på parti-listen til regionsrådsvalget.

I SF Syddanmark er det nemlig en regel, at de seks øverste kandidater skiftevis er en jyde og en fynbo. Derfor er Vicky Lorenzen fra Ringe placeret højere end Ida Damborg, selvom Kolding-politikeren fik 118 flere stemmer end fynboen.

452 deltog i stemmeafgivningen og kunne afgive mellem tre og fem stemmer hver.

BLÅ BOG
Efter syv et halvt år gik Villy Søvndal af som SF-formand i efteråret 2012. I december 2013 måtte han også forlade drømmeposten som udenrigsminister efter et hjerteanfald.

Men nu er han efter eget udsagn kommet sig helt. Søvndal stiler derfor efter at blive valgt til regionsrådet i Syddanmark ved valget næste år.

* Villy Søvndal er født 4. april 1952 i Linde i Struer Kommune.

* Uddannelse: Hf-student fra Nørre Nissum Seminarium i 1971 og uddannet lærer fra Kolding Seminarium.

* Karriere: Fra 1980 til 1992 var han lærer ved Kolding Skolevæsen. I 1976 meldte Villy Søvndal sig ind i Socialistisk Folkeparti, og fra 1982 til 1994 var han medlem af byrådet i Kolding.

I 1994 blev han valgt til Folketinget og fik i 2005 formandsposten i Socialistisk Folkeparti.

3. oktober 2011 blev han udenrigsminister efter at have bragt SF i regering for første gang ved valget i september 2011.

7. september 2012 meddelte Villy Søvndal, at han trak sig fra formandsposten. Men han fortsatte som udenrigsminister.

22. oktober 2013 gennemgik Villy Søvndal en vellykket operation for en blodprop i hjertet.

8. november tog Villy Søvndal orlov, efter at hans kone, Heidi Perto, blev ramt af et hjerteanfald. Meldingen var på det tidspunkt, at Søvndal forventedes tilbage på ministerposten til januar.

11. december 2013 meddelte Villy Søvndal, at han trak sig som udenrigsminister og stoppede som medlem af Folketinget. Han har forklaret, at det skete af helbredsmæssige årsager.

Civilstand: Gift med Heidi Perto. Søvndal har tre børn fra et tidligere ægteskab.

Kilder: SF, Ritzau og Altinget.

143 kommentarer
Vis kommentarer