Vismand trodser Løkke: Vil bevare symmetri med boligtopskat

Det er en dårlig idé at skrotte højere skat på dyre boliger, som regeringen foreslår, mener overvismand

Hverken regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, eller Socialdemokratiet bakker op om en flad boligskat, sådan som regeringen ellers ønsker.

Og nu kritiserer regeringens egen økonomiske vagthund, overvismand Michael Svarer, regeringens forslag om at have én skattesats for alle boliger.

- Man bør fastholde en progressionsgrænse. Det vil skabe en bedre overensstemmelse med de andre dele af skattesystemet, siger overvismanden til avisen Børsen.

Overvismanden mener, at det bør være lige attraktivt at investere i forskellige aktiver.

Se også: Dansk Folkeparti afviser regeringens ønske om flad boligskat

Når der for eksempel er en høj og lav aktieskat, bør der også være en høj og lav boligskat.

- Det afgørende i den måde, vi ser på indretningen af boligskatten, er, at der er ligestilling mellem, om du investerer dine penge i bolig eller i aktier.

- Der skal være en progressionsgrænse for boligskat, så længe der er en progressionsgrænse i beskatningen af aktier, siger Michael Svarer til Børsen.

Se også: Løkke: De rigeste boligejere skal slippe billigere i skat

Det er dermed en opfordring til regeringen at beholde en topskat på boliger.

I sit udspil fra september lagde den daværende Venstre-regering op til, at boligejere med boliger over seks millioner kroner skal betale en højere skattesats end boligejere med billigere boliger.

Den grænse vil VLAK-regeringen nu fjerne, slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast i weekenden på regeringens seminar på Fyn.

Tirsdag formiddag starter forhandlingerne i Finansministeriet.

22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere