Vistisen vil hente DF-profil hjem

Står det til Anders Vistisen, skal Peter Kofod besidde den ene næstformandspost i Dansk Folkeparti

Vistisen vil hente DF-profil hjem

Joachim B: Derfor er DF i krise.

Forventningerne er store til weekendens årsmøde i Dansk Folkeparti, hvor flere medlemmer håber på udskiftning i toppen - af den ene eller anden slags.

Mens flere DF'ere har kaldt på at få Pia Kjærsgaard tilbage som formand for partiet, kommer den tidligere EU-parlamentariker Anders Vistisen nu med et alternativt forslag.

DF-profilen Peter Kofod skal hentes hjem og besidde den ene næstformandspost i partiet - ved siden af Morten Messerschmidt. På den måde samler man partiets absolutte største profiler i partitoppen, mener Vistisen.

'Der er i min optik ikke tvivl om, at Morten og Peter er de største talenter, som DF har frembragt i vores 25 år. Derfor mener jeg også, at det er optimalt, hvis de begge for forøget indflydelse på partiets politiske retning fremover i kampen for at genrejse DF', skriver han i et længere opslag på Facebook.

Anders Vistisen vil kæmpe for at få Peter Kofod som næstformand. Foto: Jens Dresling
Anders Vistisen vil kæmpe for at få Peter Kofod som næstformand. Foto: Jens Dresling
 

Det vil betyde, at Peter Kofod skal hentes hjem fra sin plads i EU-parlamentet. Samtidig vil ændringen betyde, at Carl Christian Ebbesen må fratræde sin nuværende post som organisatorisk næstformand.

Vistisen afviser over for DR, at der er tale om et angreb Carl Christian Ebbesen eller Kristian Thulesen-Dahl.

- Nej, jeg har ikke noget problem med hverken Kristian eller med Carl Christian. Jeg synes, Carl Christian Ebbesen skal fortsætte sit dygtige arbejde for organisationen i Dansk Folkeparti. Men det er mest medlemsstyring og økonomistyring, og det kan man lige så godt gøre i en ny post som landskasserer. Og så kan vi have et mere politisk formandskab med Kristian Thulesen Dahl i spidsen, og så Morten Messerschmidt og Peter Kofod som sekunderer ham, siger Visisen til mediet.

Anders Vistisen sidder selv i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. En post, som han har tænkt sig at genopstille til på lørdag ved årsmødet.

Herfra vil han nu arbejde for at få Peter Kofod tilbage i den hjemlige DF-top.

Ekstra Bladets podcast 'Ingen Kommentarer' har lavet en ekstra-udsendelse torsdag om situationen i Dansk Folkeparti. Hør den her, eller der hvor du lytter til dine podcasts:

Peter Kofod sidder i øjeblikket i EU-parlamentet. Foto: Jens Dresling
Peter Kofod sidder i øjeblikket i EU-parlamentet. Foto: Jens Dresling