Voldsom stigning i import af russisk gas: - Det skal stoppes

Ifølge De Konservatives Naser Khader er det dobbeltmoralsk, at Danmark har seksdoblet indkøbet af russisk gas

Foto: Ernst Van Norde
Foto: Ernst Van Norde

Det er problematisk, at Danmarks import af russisk gas er øget markant de seneste fem år.

Det mener De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

- Ærligt talt, så synes jeg, at det er hyklerisk og dobbeltmoralsk, lyder det fra ordføreren.

- Det nytter ikke noget, at vi på den ene side har sanktioner over for Rusland og har soldater i de baltiske lande og på den anden side øger importen af russisk gas. Det skal stoppes, siger han.

En opgørelse fra Gazprom, som Ritzau er i besiddelse af, viser, at det danske indkøb af gas fra det statskontrollerede russiske energiselskab er seksdoblet over de seneste fem år.

Det er sket i samme periode, som præsident Vladimir Putins russiske regering har annekteret Krim-halvøen fra Ukraine og øget presset på nabolande - heriblandt de baltiske Nato-lande.

Danmark har soldater i Estland som en del af Forsvarets bidrag til Natos mission i Baltikum.

Derudover har Danmark sammen med EU indført sanktioner over for Rusland i forlængelse af annekteringen af Krim.

Ifølge Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er det sanktionerne over for Rusland, der er problemet.

- Jeg synes, vi skal handle med alle lande, hvor der er mulighed for det, herunder Rusland, siger Espersen.

Langt størstedelen af det russiske gaskøb står Ørsted - det tidligere Dong Energy - bag. Virksomheden er for 50,1 procents vedkommende ejet af den danske stat.

Det danske indkøb er ifølge Ørsted resultatet af en lang gaskøbsaftale med Gazprom fra 2006.

- Danske selskaber skal skaffe energi derfra, hvor det er billigst og bedst. Og det er åbenbart det her, de har valgt, siger Espersen.

En stor del af gassen fra Rusland når dog aldrig til Danmark, fordi danskerne ikke bruger de mængder naturgas, man forventede i 2006. Af samme årsag sælger Danmark gas videre til andre lande i Vesteuropa.

Står det til Naser Khader, skal Danmark på langt sigt gå efter at være helt uafhængig af gas udefra.

- Der er masser at hente i Nordsøen, konstaterer Khader.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere