Vordingborgs borgere, som Ekstra Bladet møder i købstadens gågade, er nogenlunde ligeså splittede som politikerne i byrådet.
De fleste er dog kritiske over for beslutningen om at erstatte det gamle rådhus, som har kostet millioner i renovering, med et ny og væsentligt dyrere et af slagsen.
En af dem, som synes, det er spild af penge at rive ned og bygge nyt, er 74-årige Hanne Hansen. Hun mener i stedet, at man kunne sætte flere penge af til kommunens ældre.
- Min mand bor på et plejecenter, og der kunne helt sikkert godt bruges mere personale, så jeg er helt overbevist om, at de mange millioner kunne bruges bedre.
- Jeg føler, de penge, der i forvejen er brugt på renovering af rådhuset, er spildt. Man burde i stedet bruge lidt færre millioner på at gøre det sidste i stand, siger hun.
Også 28-årige Nicolai Hemmingsen mener, at 120 mio. kroner på et nyt rådhus er for meget.
- Man kunne da godt bruge pengene bedre, for eksempel på vores ældre her i kommunen. Men det er meget typisk for kommunalbestyrelsen. Man har penge nok at bruge på sig selv, siger han.
Flere penge til kultur
Louise Midjord på 45 er for nyligt flyttet til Vordingborg fra København. Hun har aldrig været på rådhuset og mener derfor ikke noget om forholdene der, siger hun.
- Men jeg synes, det er noget pjat, at man altid vil bygge nyt frem for at gøre noget ved det gamle, siger hun.
Hun mener, at kommunen kunne bruge flere penge på at gøre noget godt for kulturlivet i byen.
- Jeg savner lidt mere liv i byen her. Der er biblioteket og enkelte andre gode kulturtiltag, men man kunne godt udvide det kulturelle område. Der kommer jo flere og flere tilflyttere som mig, og det er sådan noget, jeg går op i, siger hun.
Hellere sælge
Ole Kulonka, 72, har som udgangspunkt ikke noget imod, at man bygger nyt rådhus. Han mener bare ikke, at det skulle ligge i Vordingborg.
- Jeg synes, det er dårligt, at man samler det hele herinde i byen. Men de kommunale medarbejdere skal selvfølgelig have ordentlige arbejdsforhold, så jeg har ikke noget imod, at man bygger nyt.
- Man kunne dog godt overveje, om ikke man skulle forsøge at sælge de gamle bygninger i stedet for at rive dem ned, siger han.
Også Steven Andersen på 25 kan se det fornuftige i at udskifte det gamle rådhus med et nyt.
- De kan ligeså godt få det byggeri overstået. Vi kommer til at skulle låne penge til det, men det synes jeg er okay, siger han.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.