Vred politiker om håndtryk-sag: Selv i Tyrkiet ville taxachauffør blive fyret

Politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, det skader danske muslimers omdømme, at Ligestillingsnævnet tilkender erstatning til taxachauffør

Lars Aslan Rasmussens egen far er fra Tyrkiet, og selv om næsten alle tyrkere er muslimer, så føler han sig overbevist om, at en chauffør med lignende holdninger også var blevet fyret dernede. (Foto: Niels Hougaard)
Lars Aslan Rasmussens egen far er fra Tyrkiet, og selv om næsten alle tyrkere er muslimer, så føler han sig overbevist om, at en chauffør med lignende holdninger også var blevet fyret dernede. (Foto: Niels Hougaard)

- Det går ikke det her. Det skader integrationen. Det skader danske muslimers omdømme, og det provokerer mig.

Sådan siger den politiske ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen. Han taler om håndtryk-sagen, hvor en muslimsk taxichauffør fra det københavnsk taxiselskab Taxa 4x35 netop har fået tilkendt 10.000 kroner i erstatning.

Det har han fået, fordi Ligestillingsnævnet vurderede, at han havde ret til at nægte at give sin kvindelige chef hånden. Chefen havde forinden valgt at afvise at give ham et job med den begrundelse, at hun ikke kunne hyre en mand, der ikke ville trykke hånd med kvinder.

Sagen begyndte i januar, da taxiselskabet havde indbudt nogle chauffører til et møde med information om muligheden for at blive udvalgt til ti betroede stillinger til et chaufførkorps, der skulle tage mod nogle særlige kunder i Københavns Lufthavn og følge dem dem hen til deres taxier.

Helt i skoven
Lars Aslan Rasmussen mener, at Ligestillingsnævnets kendelse er helt i skoven og kræver nu politisk handling for at få omstødt kendelsen. Han vil have sagen taget op i Taxinævnet i København.

- Jeg forventer, at de politiske medlemmer af taxinævnet vil tage sagen op. Hvis man vil arbejde i taxabranchen i København, så skal man naturligvis også kunne trykke hånd med folk, fortsætter Lars Aslan Rasmussen.

Se også: Taxichauffør nægtede at give hånd - får 10.000 kr. i erstatning

Lars Aslan Rasmussens far er fra Tyrkiet. Og han er sikker på, at hvis noget lignende var sket dernede, så var chaufføren røget ud af taxiselskabet for fuld musik.

- Han var blevet fyret, hvis han ikke ville trykke hånd med kunderne. Det er jeg helt sikker på, forklarer Lars Aslan Rasmussen.

Lars Aslan Rasmussen vil have sagen taget op i Taxanævnet i København (Foto: Thomas Borberg)
Lars Aslan Rasmussen vil have sagen taget op i Taxanævnet i København (Foto: Thomas Borberg)

Uheldigt signal
Ifølge Lars Aslan Rasmussen er signalet fra Ligestillingsnævnet meget uheldigt. For det blåstempler ifølge den politiske ordfører retten til at være kvindeundertrykkende.

- Det er stærkt problematisk, siger han.

Lars Aslan Rasmussens holdning er helt på linje med Dansk Folkeparti. Her sagde integrationsordfører Martin Henriksen søndag:

- Sagen er grotesk, fordi Ligebehandlingsnævnet her godkender et religiøst-fundamentalistisk kvindesyn fra en uopdragen muslimsk taxachauffør, som snarere burde fyres i stedet for at få kompensation. Hvis jeg var chef i et taxiselskab, havde jeg fyret ham.

Taxaselskabet har foreløbig valgt at nægte at udbetale kompensationen til chaufføren. I stedet har selskabet valgt at få sagen forelagt statens advokat, kammeradvokaten.

629 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere