Hedder du også Mette Frederiksen og har oplevet noget lignende, så hører vi gerne fra dig.
For norske Mette A. Fredriksen startede det med et mystisk opkald i april 2021.
Pludselig ringede hendes telefon, og det var fra et dansk nummer. Med ro i sindet tog den 56-årige norske kvinde telefonen, men så vendte stemningen.
- I røret i den anden ende var der en rasende voksen mand, der talte meget hurtigt og med mange bandeord, siger Mette A. Fredriksen til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Begriber det ikke
Budskabet var dog rimelig klart, selvom det foregik på et andet sprog end norsk. Manden var godt gal i skralden på Mette Frederiksen. Altså den danske udgave, der er statsminister.
- Jeg er jo dybt forundret over, at de ringer til mig. Hvordan kan de ikke opdage, at der er en norsk landekode. Det kan jeg ikke begribe, undrer Mette A. Fredriksen sig over.
Da der bliver snakket meget hurtigt og med mange grimme ord, så er Mette A. Fredriksen ikke sikker på, hvad personerne i den anden ende af røret er utilfredse med. Men det er formentlig håndteringen af coronavirus-situationen i Danmark, der får dem op i det røde felt.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Stoppet
I resten af året er de mærkværdige danske opkald fortsat fra forskellige telefoner. Den norske kvinde blokerer opkaldene hver gang, men der kommer bare nye.
- I november fik jeg omkring fem opkald og også et i december, siger Mette A. Fredriksen.
Mette A. Fredriksen forklarer, at hun ingen tilknytningen har til Danmark. Hun har kun været på ferie i Danmark et par gange. Hun har heller ingen anelse om, hvorfor det lige er hendes nummer, som folk ringer til.
- Det er meget mærkeligt, siger hun til Ekstra Bladet.
Nordmanden har valgt ikke at melde det til politiet, da hun ikke har fået direkte trusler. Nu er hun bare stoppet med at tage telefonen, når der er et opkald fra Danmark.