Wilbek-effekten: Folk strømmer til Venstre

Den tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek er nu officielt kandidat til borgmesterposten i Viborg for Venstre, og de mange sejre smitter af på opbakning til Venstre-holdet

Ulrik Wilbek er fortsat sportschef i DHF, mens han er borgmesterkandidat for Venstre. Polfoto: Lars Poulsen.
Ulrik Wilbek er fortsat sportschef i DHF, mens han er borgmesterkandidat for Venstre. Polfoto: Lars Poulsen.

Venstre bløder vælgere på landsplan under Lars Løkke Rasmussen (V), men i Viborg har de knækket kurven.

Nye medlemmer strømmer til Venstre i Viborg, og den lokale kommuneformand Anders Jensen ser en klar effekt af partiets nye borgmesterkandidat.

Den tidligere landsholdstræner i håndbold for både kvinder og herre, Ulrik Wilbek, stiller nemlig op for det liberale parti.

- Vi mærker helt klart en Wilbek-effekt. Normalt har vi en faldende tendens i vores medlemstal, men efter at Ulrik Wilbek har meldt sit kandidatur, så har vi fået flere medlemmer, siger Anders Jensen til Ekstra Bladet.

Venstre i Viborg har lidt over 800 medlemmer, og for nyligt sendte man opkrævning for medlemsskab ud. Det giver sædvanligvis automatisk færre medlemmer, fordi flere er gået bort siden sidste opkrævning.

Men i årets tre første måneder har Venstre i Viborg fået 33 flere medlemmer, og mange siger, at det skyldes den populære og til tider iltre borgmesterkandidat.

- Vi har hørt fra flere nye medlemmer, at det er spændende med Ulrik Wilbek. Alene det, at han stiller op, har fået dem til at melde sig ind, siger Anders Jensen.

Her ses Ulrik Wilbek, som mange husker ham, til VM i Norge 1993 i kvindehåndbold. Foto: Kim Agersten.
Her ses Ulrik Wilbek, som mange husker ham, til VM i Norge 1993 i kvindehåndbold. Foto: Kim Agersten.

Ikke på den flade hånd
Venstre i Viborg Kommune holdt officielt opstillingsmøde i går, hvor borgmesterkandidaten til kommunalvalget i 2017 skulle vælges.

På mødet var Ulrik Wilbek eneste kandidat til posten og Ulrik Wilbek er dermed nu formelt valgt som borgmesterkandidat.

- Der har ikke været andre kandidater der har meldt sig til posten, efter at Ulrik Wilbek i starten af januar gav sit tilsagn om at stille op.

- Borgmesterposten ligger ikke på den flade hånd, men med Ulrik Wilbek kan det godt lade sig gøre, siger Anders Jensen.

Se også: Wilbek bliver borgmesterkandidat

Altid plads til flere
Ulrik Wilbek er glad for, at det nu er officielt på plads, at han er Venstres borgsmesterkandidat, og han ser gerne endnu flere medlemmer.

- Der er stadig et stykke tid til valget men forberedelserne og udarbejdelsen af handlingsprogrammet er i fuld gang. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre alle der kunne tænke sig at være en del af projektet til at melde sig ind i Venstre.

- Jo flere medlemmer jo bedre arbejdsbetingelser. Vi har allerede fået en del nye medlemmer i 2016, men der er altid plads til flere, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Ulrik Wilbek har tidligere været socialudvalgsformand i Viborg Byråd for Venstre.

Se også: 'Drøm videre': Wilbek afviser Klaus Bruuns ønske

Venstre har 39.410 medlemmer på landsplan ifølge de seneste tal fra 2014. Det er et fald fra 64.888 på ti år.

75 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere