Yderligere to ministre indkasserer måske næser i respirator-sag

Udenrigsminister Jeppe Kofod har fået en næse i sagen om de respiratorer, der skulle til Italien

Danish Foreign Minister Jeppe Kofod comments on the new travel advice in front of the Foreign Ministry in Copenhagen on Thursday, 25 June 2020. (Photo: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Danish Foreign Minister Jeppe Kofod comments on the new travel advice in front of the Foreign Ministry in Copenhagen on Thursday, 25 June 2020. (Photo: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Det trækker op til yderligere to politiske næser i en meget omtalt respirator-sag.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har allerede indkasseret én, og fredag kan forsvarsminister Trine Bramsen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) også indkassere næser for samme sag i forbindelse med et samråd.

Den handler, om at Danmark tilbød ældre og for italienerne ubrugelige respiratorer i forbindelse med coronakrisen.

Respiratorerne var uegnede til Covid-19-patienter, viste det sig. I en pressemeddelelse 8. april sagde Kofod ellers, at respiratorerne var en 'solid håndsrækning' til vores 'italienske venner'.

Men efterfølgende stod det altså klart, at de var for dårlige til at behandle den type lungesvigt, som coronapatienter er ramt af.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative samt de to regeringsstøtter De Radikale og Enhedslisten var flertallet bag næsen til Kofod. Og samme flertal er igen i spil i forbindelse med fredagens samråd.

Det oplyser Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

- Der er ikke tale om en fejl, har vi fået klarlagt. Man havde viden om, at de respiratorer ikke kunne bruges, siger Jan E. Jørgensen.

De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, bekræfter, at der sagtens kan være to yderligere næser på vej i sagen.

- Det er en pinlig affære det hele, siger Sofie Carsten Nielsen.

Der er også blevet rettet kritik af, at den danske regeringen reagerede for langsomt i forhold til den italienske anmodning om hjælp. Samt at regeringen ikke informerede Folketinget om, at respiratorerne var ubrugelige for italienerne.

Tidligere på måneden kunne Berlingske skrive, at en styrelse under Forsvaret i et mailsvar til DR fjernede oplysninger om, at respiratorer, der skulle sendes til Italien, ikke kunne bruges til coronapatienter. Det kunne avisen skrive med henvisning til en aktindsigt i sagen.

Bramsen har allerede beklaget sagen inden samrådet. Derfor vil Enhedslisten ikke være med i næserne denne gang, selv om forsvarsordfører Eva Flyvholm kalder forløbet 'fuldstændig uacceptabelt'.

- Vi kan se, at der har siddet embedsmænd og holdt oplysninger tilbage. Og det er ikke i orden.

- Det har vi en kritik af, men forsvarsministeren fortjener ikke en næse her, fordi hun har sagt, at det her er et problem, og at det skal undersøges, siger Flyvholm.

Samrådet begynder klokken 11.

OVERBLIK: Sådan var forløbet med omstridte respiratorer

I maj fik udenrigsminister Jeppe Kofod (S) en næse i sagen om, at Danmark sendte gamle respiratorer som hjælp til coronaplagede Italien.

Og fredag har både sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) fået en af Folketinget.

Få et overblik over sagen her:

* I løbet af marts begynder en række partier i Folketinget - blandt andet De Radikale - at spørge til, om Danmark kan sende hjælp til Italien i form af eksempelvis læger eller udstyr.

I samme måned arbejder Forsvaret med at sende sine respiratorer til det danske sundhedsvæsen. Heriblandt ældre Weinmann-respiratorer.

Tilbagemeldingen fra sygehusene er, at respiratorerne ikke kan bruges til at behandle corona-patienter, men kan bruges under kort transport.

* 2. april anmoder Forsvarsministeriet Forsvarskommandoen om at undersøge, om man kan bidrage med noget hjælp til udlandet.

Der bliver indsamlet information om respiratorer, der er udlånt til sundhedsvæsnet.

* 8. april: Internt i Forsvarsministeriet diskuteres det, at respiratorerne ikke kan bruges. Der skrives i en mail: 'Udenrigsministeriet tænker formentlig kun i signalværdi og for dem er en respirator – en respirator'.

Samme dag udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der vil blive givet 'en solid håndsrækning' til Italien blandt andet i form af respiratorer.

Sundhedsministeriet bliver i et svar fra Sundhedsstyrelsen informeret om, at respiratorerne ikke kan bruges. Informationen kommer dog i et bilag, der ikke bliver læst.

* I de efterfølgende dage advarer Forsvaret flere gange om, at respiratorerne ikke kan bruges til behandling af coronapatienter.

Samtidig bliver en passage i et udkast til et svar til DR, hvor det fremgår, at respiratorerne ikke kan bruges, fjernet i Forsvarsministeriet.

* 12. april: Udenrigsministeriet bliver - ifølge sig selv - her opmærksom på, at respiratorerne ikke kan bruges.

* 15. april: Der gøres klar til, at Weinmann-respiratorer kan sendes til Italien med kort varsel.

* 30. april: Italien takker nej til tilbuddet.

* 16. maj: Italien takker ja til nyt tilbud om respiratorer, denne gang nyere og mere brugbare.

* 20. maj: Udenrigsminister Jeppe Kofod får en næse på et samråd for, at Danmark tilbud ubrugelige respiratorer til Italien.

- Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at respiratorerne ikke var Covid-19-egnede, for så havde jeg udtrykt mig anderledes, sagde Jeppe Kofod her.

* 26. juni: Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) får begge en næse i sagen. Begge beklager forløbet.

Kilder: Forsvarets redegørelse, Ritzau.

12 kommentarer
Vis kommentarer