Ydmyger Løkke: Derfor sidder Tulle og Mette på magten

S og DF har leveret en syngende lussing til Løkke i sagen om politiskolen - og flere ydmygelser er i vente for statsministeren

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Med det sviende nederlag i sagen om den kommende politiskole har Lars Løkke Rasmussen (V) fået en forsmag på fremtidsudsigterne fra statsministerkontoret.

I første omgang har en alliance bestående af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stukket en kæp i hjulet for, at der skal bygges en ny politiskole i Herning. I stedet kommer skolen til at ligge i Vejle.

Dermed kan Løkke glemme alt om at få dette løfte fra regeringsgrundlaget indfriet.

Det var nemlig efter ønske fra Venstre, at en politiskole i netop Herning skulle indskrives i regeringsgrundlaget, lyder det fra flere centralt placerede kilder.

Se også: Skuffet Løkke-hjælper i nedsættende angreb på Mini-Tulle

Det ser mega-hårdt ud
På samme måde kan statsministeren se frem til lignende nederlag, når det kommer til flere andre mærkesager.

Parløbet mellem Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen betyder nemlig, at Løkke får særdeles svært ved at mønstre et flertal for eksempelvis topskattelettelser, en forhøjet pensionsalder eller SU-nedskæringer.

- Det ser mega-hårdt ud, som en regeringskilde konstaterer.

Klare synspunkter
Hos hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet har man tænkt sig at give Løkke en fremstrakt hånd på de nævnte mærkesager.

- På disse områder har vi nogle klare synspunkter, så inden en forhandling vil det i hvert fald stå klart, hvad vi mener og går efter, lyder det fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, konstaterer, at ' der ganske enkelt ikke er opbakning til nogen af hjørnestenene i Lars Løkkes politik'.

- Socialdemokraterne vil ikke acceptere, at topskatten skal sættes ned betalt af en højere pensionsalder og lavere SU. Det har vi meldt krystalklart til Lars Løkke.

Og hvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står sammen om det, så kan Løkke meget enkelt ikke komme igennem med sin politik, siger Nicolai Wammen.

Spis nogle frokoster
Med dystre udsigter som disse peger flere kilder i blå blok på, at det er altafgørende, at Løkke får forholdet til Thulesen Dahl på ret køl.

- Vi må håbe, vi kan få mere ro på DF'erne fremover, siger et medlem af Venstres folketingsgruppe.

Mens en regeringskilde konstaterer om samarbejdsudsigterne i den blå lejr: - Det står og falder med, om Løkke får spist nogle gode frokoster med Thulesen Dahl og får vendt tilbage til samarbejdet fra 00' erne.

393 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere