Zenia Stampe jubler: Politiet skrider ind over for dødstrusler

Den radikale politiker Zenia Stampe skriver på Facebook, at politiet har rejst sigtelser mod flere personer, der har truet hende på sociale medier

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Det kan nu få konsekvenser for de personer, der på Facebook er kommet med kommentarer om, at den radikale politiker Zenia Stampe skal dræbes.

Det skriver politikeren selv på Facebook.

- Jeg har lige haft politiet i røret, og jeg er så glad, indleder hun sit opslag.

Helt konkret drejer det sig om opslag i gruppen 'Det nationale Danmark', hvor en person havde skrevet, at hun skulle aflives, mens en anden med et pistol-ikon havde vist, at hun skulle skydes.

Anmeldt af Facebook-ven
En af politikerens Facebook-venner havde ifølge Zenia Stampe anmeldt kommentarerne til politiet, og politiet har siden afhørt personerne og besluttet at rejse sigtelse. Det er nu op til anklagemyndigheden, om personerne skal stilles for en dommer.

- Jeg er rørt over, at en af jer har indgivet anmeldelsen uden endda at belemre mig med det. Hvor er det betænksomt og omsorgsfuldt! Tak!, skriver politikeren.

Hun skriver samtidig, at hun er rørt over, at politiet har taget anmeldelsen alvorligt og valgt at rejse sigtelse.

Den radikale politiker er før stået frem med mange af de trusler, hun bliver mødt med på de sociale medier, og hun har før givet udtryk for sin frustration over, at der tilsyneladende ikke er nogen konsekvens.

Hun har efter de seneste sigtelser dog nu fået mod på også for fremtiden at melde de folk, der truer hende på livet, til politiet.

- Så det vil jeg gøre fremover - både når jeg selv bliver truet, men også når jeg oplever, at andre bliver truet. Og jeg håber, at I vil gøre det samme. Vi skal passe på hinanden. Og så skal vi vise, at der rent faktisk er en grænse for, hvad man kan tillade sig at udsætte andre for. Og den grænse burde egentlig ikke være så svær at forstå. Ja til ytringsfrihed. Nej til trusler om vold. Længere er den ikke, skriver hun på Facebook.

Det fremgår ikke af Zenia Stampes opslag, hvilken politikreds, der har rejst sigtelserne. Ifølge tv2.dk er det Midt- og Vestsjællands Politi, der har rejst sigtelse, men de har ikke mulighed for at kommentere sagen før tirsdag.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Zenia Stampe.

831 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere