Zigzag-Støjberg skifter forklaring - igen

Efter fire år og flere samråd kom Venstres næstformand pludselig med en helt ny forklaring under sin afhøring i Instrukskommissionen

Den tidligere minister var ikke meget for at svare på Ekstra Bladets spørgsmål inden afhøringen. Video: Linda Johansen

Det var en vaskeægte kanin, som Venstres tidligere integrationsminister Inger Støjberg trak op af hatten i søndagens afhøring Instrukskommissionen.

Det er et såkaldt ministernotat, som ifølge Støjberg selv beviser hendes uskyld, og som hun kaldte 'et af de mest centrale dokumenter' i sagen. Men som - og nu kommer det mærkelige - hun ikke har nævnt for en sjæl i løbet af de mere end fire år, sagen mod hende har kørt.

I notatet skriver Støjberg under på, at alle asylpar med mindreårige piger skal behandles individuelt og dermed lovligt.

Støjbergs ’centrale’ dokument

Ministernotat 9. februar 2016 - dagen inden udsendelse af pressemeddelelsen. Inger Støjberg har underskrevet notatet.

'For mindreårige over 15 år skal der foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder, inden det besluttes, hvordan de berørte indkvarteres. I styrelsens vurdering indgår indkvarteringsoperatørenes børnefaglige personales vurdering.'

'Ministeriet er enigt i, at mindreårige under 15 år aldrig skal kunne indkvarteres på et asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever. Det vurderes således, at hensynet til barnets tarv i alle sådanne tilfælde med styrke taler for, at der ikke foretages indkvartering som par i denne situation.'

Notatet er underskrevet dagen før, at Støjberg meddelte offentligheden, at hun uden undtagelse ville skille alle par ad, uanset deres individuelle forhold - en ordre, der er ulovlig.

Forstå Støjberg-sagen i 10 nedslag

- 10. februar 2016 beder udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse om at adskille alle asylpar, hvor den ene er under 18 år.

- Før Støjbergs nye retningslinjer blev par skilt ad, hvis det blev vurderet, at der var tale om tvangsægteskab.

- Inger Støjberg fjerner selv embedsmændenes forbehold - at alle asylpar skal have en individuel behandling - i instruksen.

- Myndighederne begynder at tvangsadskille unge asylpar. Flere bliver aldrig partshørt, hvilket loven kræver. Ombudsmanden konkluderer marts 2017, at myndighederne har brudt loven.

- Blå blok holdt hånden over Inger Støjberg, men efter folketingsvalget i 2019 har rød blok nedsat den såkaldte Instrukskommission for at undersøge, hvordan ulovlighederne kunne ske.

- Flere medier har skrevet, at Inger Støjberg var advaret om, at det kunne være ulovligt at adskille parrene, inden instruks og pressemeddelelse blev sendt. Det har hun afvist.

- Inger Støjberg har forsvaret sig med, at hun 10. februar 2016 mundtligt fortalte embedsmænd, at de skulle overholde loven og dermed ikke følge instruksen ordret.

- Interne mails og afhøringer i kommissionen sår kraftig tvivl om Inger Støjbergs forklaring. Kommissionen skal bestræbe sig på at være færdig inden sommeren 2021.

- Inger Støjbergs eventuelle strafansvar er forældet februar 2021. Et flertal i Folketinget kan indlede en rigsretssag inden da.

- Et syrisk asylpar blev ved Københavns Byret i marts tildelt 20.000 kroner i erstatning, fordi de blev tvangsadskilt i 2016. Dengang var kvinden 17 år og højgravid. Manden var 26 år.

Kilder: Politiken, Information, Berlingske, Ritzau

Smækkede med døren
Dermed ændrer Støjberg endnu en gang grundlæggende forklaring i sagen, hvilket fik kommissionsformanden til at erklære sig mundlam. 'Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til,' udbrød han.

Spørgsmålet er, hvorfor Støjberg ikke på et eneste samråd, ikke i et eneste af de hundredvis af svar til Folketinget og i de interviews, hun har givet om sagen, har nævnt dette notat før?

Det svarede Støjberg ikke på.

- Hvorfor nævnte du ikke notatet på samrådet, spurgte kommissionsformanden.

- Jeg sidder jo ikke og nævner notater, lød det fra Støjberg.

- Men ville det ikke være naturligt at nævne det?

- Nej, det er jo selve ordningen. Så sidder jeg ikke og nævner ministernotater, svarede hun.

Ekstra Bladet havde ikke mere held efter afhøringen.

Spørgsmålet om, hvorfor hun ikke har nævnt notatet tidligere, blev blot besvaret med lyden af en smækket bildør.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har ikke pligt til at svare sandt i kommissionen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Dansk politik - 24. maj. 2020 - kl. 07:12 Nu skal Støjberg grilles om lovbrud

Erkender løgn
Hvis Støjberg har ret i, at notatet kan frikende hende, har det dog den logiske konsekvens, at hun stak vælgerne blår i øjnene, da hun 10. februar sendte en pressemeddelelse ud om, at hun nu ville skille alle par ad.

Og det erkendte hun da også under afhøringen:

Kommissionsformanden spurgte direkte Støjberg, om hun 'godt var klar over, at det var løgn', at hun fortalte offentligheden, at alle asylpar skulle adskilles.

- Ja, det var jeg, sagde hun.

Støjberg afhøres i kommissionen igen mandag.

Inger slingrer

 Venstres næstformand har skiftet forklaringer et utal af gange i sag om ulovlig instruks om asylpar:

- Først er en pressemeddelelse en instruks.

- Så er instruksen pludselig en pressemeddelelse. Og ulovlig.

- Så blev hun ikke advaret om ulovlig ordlyd.

- Så blev hun advaret om ulovligheden.

- Så blev pressemeddelelsen fulgt op mundtligt om at følge ordlyden.

- Så blev pressemeddelelsen fulgt op mundtligt om ikke at følge ordlyden.

- Nu siger Støjberg, at hun forinden havde underskrevet et skriftligt notat, der overtrumfer den ulovlige pressemeddelelse.

- Ingen undtagelser udadtil. Indadtil undtagelser, siger Støjberg.

Pind skal vidne om Støjberg

Tidligere justitsminister Søren Pind (V) skal vidne for Instrukskommissionen 19. juni.

- Jeg ser frem til at gøre min borgerpligt og har ikke yderligere kommentarer indtil da, skriver Pind på Twitter

Han har tidligere tweetet, at hans ministerium sendte en 'klokkeklar' advarsel til Støjbergs ministerium om ulovlighed i at adskille alle asylpar uanset omstændighederne.

Søren Pinds advokat - Karoly Nemeth - stillede Inger Støjberg et spørgsmål under hendes afhøring søndag.

- Får du tilkendegivelse af, hvad Justitsministeriet holdning var?

- Ikke som jeg husker det, svarede Inger Støjberg.

Den tidligere udlændingeminister afviser også at have drøftet sagen med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Flere indkaldes til afhøring

14. maj startede de første afhøringer i Instrukskommissionen, der skal undersøge Inger Støjberg.

 

De har vidnet:

- Kasper Højvang Kyed, direktør for Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

- Andreas Højmark Søndergaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Sofie Odgaard, tidligere ministersekretær i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Henrik Grunnet, tidligere direktør for Udlændingestyrelsen.

- Lykke Sørensen, tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Uffe Toudal Pedersen, tidligere departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

 

De skal blandt andre vidne:

24. maj og 25. maj:

- Inger Støjberg (V), tidligere udlændinge- og integrationsminister.

8. juni 2020:

- Line Skytte Mørk Hansen, afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

5. og 6. august:

Jesper Gori, kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

13. august:

Tanja Franck, tidligere direktør i Udlændingestyrelsen.

14. august:

Mark Thorsen, tidligere særlig rådgiver for Inger Støjberg.

 

Der er indkaldt 28 personer til afhøring, men kommissionen er konkret i gang med at indkalde yderligere personer. Det er uvist, hvem kommissionen ønsker at indkalde.

920 kommentarer
Vis kommentarer