Demokraterne boykotter Fox News

Konservativ tv-kanal får den kolde skulder af Demokraterne

Den konservative tv-kanal Fox News er ejet af mediemogulen Rupert Murdoch. Foto: Reuters
Den konservative tv-kanal Fox News er ejet af mediemogulen Rupert Murdoch. Foto: Reuters

Fox News bliver ikke vært for en tv-debat med Demokraternes kandidater forud for det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Det oplyser Demokraternes Nationalkomite, DNC.

Partiformand Tom Perez siger, at han ikke har tillid til, at Fox News, en konservativ tv-kanal, vil være i stand til at afholde en 'fair og neutral' debat.

Han peger blandt andet på en artikel i magasinet New Yorker, der har afdækket tætte bånd mellem Trump-administrationen og Fox News.

USA's præsident, Donald Trump. Foto: Reuters
USA's præsident, Donald Trump. Foto: Reuters
 

Demokraterne har foreløbig planlagt 12 debatter forud for primærvalget, der skydes i gang i februar 2020. Vinderen af primærvalget skal udfordre Donald Trump  ved præsidentvalget i november 2020.

NBC News og CNN er valgt som vært for de to første, skriver Associated Press.

'Fake News Networks'
I en opdatering på Twitter langer præsident Trump ud efter Demokraterne og truer med at boykotte 'Fake News Networks' under præsidentvalgkampen.

Trump har før kritiseret blandt andre NBC, MSNBC og CNN for deres dækning af hans præsidentembede.

Fox News-værten Chris Wallace har før været ordstyrer på politiske debatter. Foto: AP
Fox News-værten Chris Wallace har før været ordstyrer på politiske debatter. Foto: AP
 

Fox News håber, at Demokraterne vil genoverveje beslutningen. Tv-kanalen peger på, at den råder over journalistiske kræfter som Chris Wallace, Bret Baier og Martha MacCallum.

- De er det bedste debathold i branchen og giver kandidaterne en mulighed for at dele deres budskab med det største tv-publikum i Amerika, der tæller mange påvirkelige vælgere, siger tv-chef Bill Sammon.

172 kommentarer
Vis kommentarer