Demokratisk senator stiller op mod Trump

Amy Klobuchar håber at kunne få samme opbakning i de stater, hvor Trump vandt i 2016, som hun har i Minnesota

Foto: Hannah Foslien/AP
Foto: Hannah Foslien/AP

Endnu et navn er kommet på den stadig voksende liste over demokrater, der vil forsøge at blive USA's præsident ved valget i 2020.

Senator Amy Klobuchar fra delstaten Minnesota meddelte søndag officielt, at hun stiller op i præsidentvalgkampen i USA.

- Jeg vil se jer i øjnene. Jeg vil sige, hvad jeg mener. Jeg vil fokusere på at få tingene gjort. Det har jeg gjort hele mit liv. Og uanset hvad vil jeg lede fra hjertet, siger hun i sin tale i et sneklædt Minnesota søndag.

Klobuchar nævnte ikke den nuværende præsident, Donald Trump, ved navn. Men hun kritiserer at føre "udenrigspolitik per tweet" og siger, at amerikanerne skal "stoppe med at sprede frygt og stoppe hadet ... vi bor alle i det samme land med delte drømme".

Hun fremstiller sig selv som en kontrast til Trump, der ventes at være den republikanske kandidat i 2020.

Blandt andet lover senatoren at føre en grøn politik, der eksempelvis indebærer at indtræde i klimaaftalen fra Paris igen, indføre regler for bilers benzinforbrug og investere i grønne job og infrastruktur.

Hun stiller op i Midtvesten, en region af USA, der var med til at give republikaneren Donald Trump sejren over demokraten Hillary Clinton i 2016.

Klobuchar, som er 58 år, sidder i Senatet i Washington i sin tredje embedsperiode. Hun er den første kvinde, som vælgerne i Minnesota har stemt ind i USA's senat.

Hun har opbakning fra flertallet af vælgerne i mange af de valgkredse, hvor Trump løb med sejren for godt to år siden.

Sidste år blev hun genvalgt med omkring 60 procent af stemmerne mod den republikanske udfordrer.

Den opbakning håber hun at kunne overføre til andre delstater i Midtvesten, blandt andet Michigan og Wisconsin. Disse stater har traditionelt stemt demokratisk - indtil Trump vandt over Hillary Clinton.

OVERBLIK: De vil udfordre Trump ved valget i 2020

Flere amerikanske politikere har meldt sig på banen som kandidater til præsidentvalget i 2020.

Her er et overblik over de demokrater, der har annonceret deres kandidatur, eller som har taget officielle skridt i retning af at stille op.

* Bernie Sanders fra Vermont. Senator og tidligere opstillet som kandidat for Demokraterne. Her tabte han dog til Hillary Clinton i premiervalget.

* Senator Amy Klobuchar fra Minnesota har søndag officielt meddelt, at hun vil forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020.

Klobuchar er 58 år og er valgt i delstaten Minnesota. Hun fik stor opmærksomhed, da hun gik den nominerede højesteretsdommer Brett Kavanaugh på klingen sidste år - men skal ellers arbejde for at gøre opmærksom på sig selv på landsplan.

* Senator Elizabeth Warren indledte officielt sin valgkamp lørdag.

Warren er 69 år og valgt i delstaten Massachusetts. Hun er en af de store kritikere af både Donald Trump og bankindustrien og kæmper for USA's middelklasse og for sundhedsforsikring til alle amerikanere.

* Senator Cory Booker meddelte officielt sit kandidatur den 1. februar.

Den 49-årige senator er tidligere borgmester i Newark, der er den største by i New Jersey. Booker har været senator siden 2013, da han løb med sejren i et valg om at erstatte demokraten Frank Lautenberg. I 2014 blev han valgt til en fuld periode.

* Borgmester Pete Buttigieg sagde den 23. januar, at han tager skridt i retning af at stille op.

Den 37-årige Buttigieg, der er borgmester i South Bend, Indiana, er en af valgkampens outsidere. Han ønsker at blive USA's første åbent homoseksuelle præsident, men har fået mange spørgsmål om sin begrænsede politiske erfaring.

* Senator Kamala Harris meddelte officielt den 21. januar, at hun stille op.

Kamala Harris har blot siddet i det amerikanske Senat i to år. Hun er datter af indvandrere fra Indien og Jamaica og har tidligere været justitsminister i Californien i seks år.

* Den 15. januar sagde den demokratiske senator fra New York Kirsten Gillibrand, at hun vil stille op.

52-årige Gillibrand er kendt som en af fanebærerne i arbejdet med at ændre, hvordan Kongressen håndterer påstande om seksuel chikane. Hun blev desuden en fremtrædende stemme i MeToo-bevægelsen.

* Lørdag den 12. januar annoncerede Julian Castro, at han stiller op ved valget.

Julian Castro er tidligere borgmester i San Antonio og var boligminister under præsident Barack Obama fra 2014 til 2017. Han har gennem længere tid været omtalt som en af Demokraternes kommende politiske stjerner.

* Det 37-årige kongresmedlem for Demokraterne Tulsi Gabbard annoncerede den 11. januar, at hun har i sinde at stille op ved næste års præsidentvalg.

Krigsveteranen Tulsi Gabbard er både den første hindu og den første amerikansksamoaner, der er blevet valgt til Kongressen.

* Den 44-årige iværksætter Andrew Yang indledte sin valgkamp i slutningen af 2017.

Den ret ukendte Yang har talt for at indføre en form for borgerløn og advarer imod den fare, automatisering kan udgøre for amerikanske arbejdere.

* 55-årige John Delaney meldte sig allerede på banen i juli 2017. Delaney har siden 2013 været medlem af Repræsentanternes Hus.

Han vil arbejde for at forbedre USA's infrastruktur, en ny international skattereform og bedre forhold for migranter.

* Den siddende præsident, republikanske Donald Trump, søgte allerede om genopstilling på sin indsættelsesdag. Hans kampagne har indtil videre indsamlet over 100 millioner dollar.

Trump har tidligere udtalt, at han vil genopstille sammen med den nuværende vicepræsident, Mike Pence. Endnu har ingen andre republikanere offentligt ytret ønske om at udfordre præsidenten.

* Nyhedsbureauet Reuters nævner flere demokrater, der kan ende med at stille op ved næste års præsidentvalg.

Det gælder blandt andre tidligere vicepræsident Joe Biden og tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg.

Desuden har senator Amy Klobuchar varslet, at hun kommer med en "stor meddelelse" søndag. Tidligere kongresmedlem Beto O'Rourke har sagt, at han vil beslutte sig inden udgangen af februar.

I foråret 2020 er der primærvalg i de amerikanske delstater, hvor Demokraternes endelige præsidentkandidat skal findes.

Præsidentvalget er planlagt til tirsdag den 3. november 2020.

Kilder: USA Today, Washington Post, Reuters, AFP.

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere