Den danske ambassade i Afghanistan evakueres

Danmark henter sine ansatte i Afghanistans hovedstad hjem og lukker midlertidigt den danske ambassade

Den danske ambassade i Afghanistan evakueres

FN følger situationen i Afghanistan, hvor byer bliver erobret og civile er på flugt

Den danske ambassade i Afghanistans hovedstad, Kabul, lukker midlertidigt og samtlige ansatte evakueres, herunder de cirka 45 lokalt afghanske ansatte.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde i Udenrigsministeriet fredag eftermiddag.

- Danskere i Afghanistan bør omgående forlade landet, siger Jeppe Kofod.

Ministeren fortæller, at man arbejder på højtryk for at få de ansatte og deres familier hjem. Ministeriet kan ikke sige, om andre danskere i landet, har tænkt sig at blive eller tage hjem.

- Vores muligheder for at bistå i Kabul vil hurtigt blive reduceret i de kommende dage. Situationen er alvorlig. Vi har taget de fornødne forholdsregler, siger han.

Den midlertidige lukning af ambassaden vil ske i nærmeste fremtid. Af sikkerhedsgrunde kan ministeren ikke sige, præcis hvornår det sker.

Onsdag oplyste ministeriet, at 45 lokalt afghanske ansatte bliver tilbudt evakuering og får midlertidig ophold i to år som følge af en bred politisk aftale. Det er altså også dem, der nu bliver evakueret.

Den nærmeste familie - såsom ægtefælle og børn under 18 år - får også tilbudt evakuering, og antallet vil derfor blive højere.

Siden at USA og andre lande begyndte at trække deres styrker ud af Afghanistan, har den militante islamistiske bevægelse Taliban erobret store dele af landet.

Taliban har i øjeblikket kontrol over cirka to tredjedele af Afghanistan. Titusindvis af afghanere er flygtet.

Senest har Taliban fredag indtaget hovedstaden i provinsen Logar.

Byen ligger 50 kilometer syd for Kabul og kan blive et springbræt til at angribe den afghanske hovedstad.

Jeppe Kofod siger på pressemødet, at situationen er akut. Sikkerheden for Danmarks ansatte i landet har 'allerhøjeste prioritet', lyder det.

Selv om ambassaden lukker, vil den fortsat være bemandet, men kun med den opgave at få ansatte og deres familier ud af landet, ligesom andre danskere i landet vil kunne få hjælp.

Ministeren fortæller ikke, om ambassaden vil være bemandet under hele den midlertidige lukning, og hvem det er, der skal bemande den.

Norge lukker ligeledes sin ambassade i Kabul midlertidigt og evakuerer de ansatte. Norske diplomater vil blive bragt til Norge, og det samme gælder afghanske ansatte og deres nærmeste familie.

Det meddeler den norske udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide, på et pressemøde fredag eftermiddag.

Tyskland reducerer antallet af medarbejdere på sin ambassade i Afghanistan til 'et absolut minimum', oplyser den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, fredag ifølge dpa.