Den nationalistiske og EU-kritiske revolution i Europa er afblæst. I hvert fald for nu.
Det mener Josef Janning, der er senioranalytiker ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin efter det franske præsidentvalg.
Her blev centrumpolitikeren Emmanuel Macron ny præsident i en klar sejr over højrenationalisten Marine Le Pen fra Den Nationale Front.
I december vandt den uafhængige præsidentkandidat, Alexander Van der Bellen, en tæt omkamp mod Norbert Hofer fra det højrenationale Frihedspartiet i Østrig.
Og i marts glippede det for Geert Wilders fra Frihedspartiet at blive Hollands største parti, som meningsmålinger ellers længe havde spået.
- Der er ingen grund til at sige, at nu er det ovre. Det tror jeg ikke, siger Josef Janning.
- Men vi står ikke over for en nationalistisk revolution i Europa, siger han.
Janning mener, at Europa har vist sig at være sværere at indtage for "populister", end mange troede, efter at Storbritannien i juni sidste år stemte sig ud af EU.
En af årsagerne til, at de højrenationale partier rammer loftet i øjeblikket, er ifølge eksperten, at flygtninge- og migrationskrisen ikke er så meget ude af kontrol som tidligere.