Den yderste højrefløj tordner frem ved EP-valget i Italien

Matteo Salvinis højrenationale parti, Lega, har vundet en storsejr ved EP-valget i Italien, viser optælling

Det højrenationale parti Lega har vundet en klar sejr ved europaparlamentsvalget i Italien.

Det skriver avisen Corriere della Sera omkring klokken 04 mandag morgen på baggrund af tal fra Italiens indenrigsministerium. Over 70 procent af stemmerne er talt op.

Ifølge optællingen står Lega, der ledes af Matteo Salvini, til at få 33 procent af stemmerne.

Dermed har partiet mere end femdoblet sin tilslutning siden europaparlamentsvalget i 2014, hvor partiet fik lidt over seks procent af stemmerne.

Salvini og Lega har været en del af den italienske regering siden 2017 sammen med det EU-kritiske parti Femstjernebevægelsen. Salvini bestrider posten som indenrigsminister og har gjort sig særdeles bemærket med sin konfrontatoriske stil og hårde linje i migrationspolitikken.

Ved valget til det italienske parlament i 2017 blev Femstjernebevægelsen det største parti, men ved søndagens valg står Lega til at trumfe sin koalitionspartner.

Femstjernebevægelsen står til at blive det tredjestørste parti med 16,5 procent af stemmerne.

Det Demokratiske Parti, der leder oppositionen, står til at få lige under 24 procent af stemmerne. Det er en massiv tilbagegang for partiet, der for fem år siden fik knap 41 procent af stemmerne.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere