Der er sat penge af til kvoteflygtninge - men ikke antal

Hvis regeringen beslutter det, kan Danmark næste år modtage 500 kvoteflygtninge. 40 millioner kroner sat af

Der er i finansloven for 2020 afsat 40 millioner kroner, som skal dække udgifter for op til 500 kvoteflygtninge.

Det er dog ikke aftalt, at Danmark næste år skal tage imod 500 kvoteflygtninge.

Det fremgår af finanslovsaftalen, som S-regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet indgik mandag aften.

En kvoteflygtning er en særligt udsat flygtning, som udvælges blandt FN-flygtninge.

Af aftalen fremgår det, at regeringen medio 2020 skal meddele, i hvilket omfang Danmark vil deltage i kvoteflygtningeprogrammet.

Spørgsmålet om kvoteflygtninge har under forhandlingerne om finansloven været et af stridspunkterne i forbindelse med udlændingepolitikken. Her har især Socialdemokratiet og De Radikale haft forskellige synspunkter.

- Når det gælder kvoteflygtninge, har vi allerede i forbindelse med den aftale, der blev lavet i sommer, sagt, at vi vil se på at tage kvoteflygtninge igen.

- Det, vi gør med denne finanslov, er ikke at beslutte, hvor mange kvoteflygtninge der vil komme i fremtiden, men sætte penge af til, at når der kommer nogle, så skal vi ikke ud for at finansiere det, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) mandag aften.

Wammen henviser til det såkaldte forståelsespapir. Det blev Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten enige om efter valget i juni. Og det sikrede Mette Frederiksen (S) posten som statsminister.

Danmark skal have særligt fokus på kvinder og børn blandt kvoteflygtningene. Det fremgår af forståelsespapiret.

Wammen understreger, at antallet af kvoteflygtninge er ikke er noget, som parterne har forholdt sig til i forbindelse med denne finanslov.

Danmark har siden 1989 modtaget omkring 500 kvoteflygtninge om året. Men Danmark har ikke taget imod nogen i det meste af 2016, 2017 og 2018. Det var en politisk beslutning fra den daværende borgerlige regering.

I år har Danmark dog modtaget en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge.

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere