Derfor skummer Obama over sin uønskede 'ven'

USA’s forhold til Israel er kølet godt og grundigt ned – obama nægter at mødes med den israelske premierminister i dag

Kindkys og håndtryk bliver der ingen af i denne omgang, når Netanyahu er i USA. 
(Foto: AP)
Kindkys og håndtryk bliver der ingen af i denne omgang, når Netanyahu er i USA. (Foto: AP)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Han gjorde det i kølvandet på terrorangrebet på Charlie Hebdo, og tirsdag gør han det igen: Dukker op til den politiske fest, selvom han groft sagt er en uønsket gæst.

For selvom Israels premierminister Benjamin Netanyahu tirsdag noget kontroversielt træder op på talerstolen i den amerikanske Kongres i Washington og vil have alverdens øjne rettet imod sig, så bliver det uden et gyldent håndtryk fra landets chef præsident Obama.

Tværtimod er Obama rasende over, at den israelske leder overhovedet er dukket op, hvilket har skabt mere end blot almindelig furore i det amerikanske politiske landskab.

Obama kendte ikke invitation
Netanyahu har nemlig taget imod en invitation (som Obama ikke var vidende om) fra den republikanske John Boehner, formanden for Repræsentanternes Hus, for at skabe fokus på og ikke mindst spænde ben for Obamas igangværende forhandlinger med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

Den israelske leder landede i USA allerede søndag uden nogen hverken varm eller officiel velkomst fra Det Hvide Hus. Mandag holdt han tale i den amerikansk-jødiske organisation Aipac for 16.000 tilskuere og kunne dermed varme op til besøgets egentlige formål: Talen tirsdag i Kongressen.

Her forventes – og frygtes - det alt, efter hvilket politisk fortegn man har, at Netanyahu vil gøre sit ypperste til fortsat at skitsere Iran som en utroværdig og farlig forhandlingspartner for at ødelægge Obamas planer om at indgå en atomprogram-aftale.

Demokratisk boykot
Man skal ikke længere tilbage end 20. januar og Obamas State Of The Union tale for at vide, hvor vigtig atomaftalen er for den amerikanske præsident. Her truede han med at smide Veto-kortet, hvis Kongressen i stedet gennemtrumfer øgede sanktioner mod Iran, hvilket kan få aftalen til at smuldre.

Obama, der heller ikke vil beskyldes for, eller give Netanyahu muligheden for at lukrere på sit ’amerikanske stunt’, blot få uger inden det israelske valg, har derfor ikke kun nægtet at mødes med Netanyahu under hans besøg. Udenrigsminister John Kerry brillerer også ved sit fravær (han er udenlands netop for at forhandle med Iran), mens den sikkerhedspolitiske rådgiver Susan Rice direkte omtalte Benjamin Netanyahus besøg for ’destruktivt’.

Frygter fortrolige afsløringer
Talen i dag forventes delvist at blive boykottet af Demokraterne i Kongressen, men sent mandag aften inviterede Det Hvide Hus tilmed til et handelsmøde, der pudsigt nok falder samtidig med Netanyahus tale.

Mandag stod det også klart, at regeringen frygter, at Netanyahu vil benytte lejligheden i dag til at afsløre fortroligheder og ’sensitive detaljer’ under sin tale, der kan sætte en aftale overstyr - og køle det amerikansk-israelske venskab yderligere ned.

Det var i øvrigt efter terrorangrebene i Paris på Charlie Hebdo mv., at Benjamin Netanyahu sidst lagde sig ud med sine politiske lederkolleger.
Trods anmodning fra den franske præsident om at holde sig væk for at ikke at udnytte lejligheden til at agiterer for Israel-Palæstina-konflikten, valgte Netanyahu alligevel at dukke op til det uofficielle ’verdenstopmøde’, der blev arrangeret for at vise fælles front mod terroristerne.

Om dét måske i sidste ende var årsagen til, at Barack Obama af uransagelige årsager i øvrigt selv valgte at blive væk, skal vi lade stå hen i det uvisse.

1 af 2 Benjamin Netanyahu blev efter angrebene på Charlie Hebdo kritiseret for at udnytte situationen. Han var uønsket af den franske præsident, men dukkede op alligevel. (Foto: AP)
2 af 2 Kindkys og håndtryk bliver der ingen af i denne omgang, når Netanyahu er i USA. (Foto: AP)
16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere