DF kræver svar på coronaforløb

Sundheds- og ældreminister skal i samråd redegøre for, hvorfor der gik uger, inden retningslinjer blev ændret

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har travlt med at håndtere coronakrisen i øjeblikket. Tirsdag og torsdag skal han i samråd om regeringens handling og strategier på området. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har travlt med at håndtere coronakrisen i øjeblikket. Tirsdag og torsdag skal han i samråd om regeringens handling og strategier på området. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Var myndighederne for sene til at gribe ind over for coronavirus i Danmark?

Det skal sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) redegøre for tirsdag i et samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) vil bede ministeren forklare, hvorfor der gik næsten fire uger, inden strategien blev ændret, efter at Statens Serum Institut i begyndelsen af februar advarede om, at smittede personer kan smitte videre, før de selv mærker symptomer på coronavirus.

- Jeg ønsker simpelthen svar på, hvorfor man ikke gik ind noget før, og hvordan ministerens holdning har været hele vejen igennem. Det synes jeg ikke, han har svaret ordentligt på, siger hun.

Danmark fortsatte langt hen i februar med kun at teste personer, der havde udvist symptomer på at være ramt af coronavirus.

Liselott Blixt mener, at ikke mindst ældre borgere og personale uden adgang til værnemidler har været belastet af, at der gik tid, inden retningslinjerne blev ændret.

- Dér synes jeg, man bliver nødt til at kigge på, hvorfor man så sent lavede retningslinjerne om. For det har jo måske haft en indflydelse på nogle af de ældre, som blev ramt af corona.

- Det har været rigtig svært at få ministeren til at sige, hvornår han blev bekendt med det. Hvornår fik han det at vide, og hvad gjorde han for at sikre disse retningslinjer, siger hun.

Spørgsmål: Man kan vel ikke helt afgøre, hvilke konsekvenser det har haft?

- Nej, men der er nogen, der bliver nødt til at tage et ansvar og sige, hvad begrundelsen har været. Og dér har ministeren simpelthen ikke været klar nok til at fortælle, hvornår han selv fik det at vide, og hvad han så har sat i gang foranlediget af det, siger Liselott Blixt.

Torsdag har hun sammen med folketingskolleger fra Venstre og De Konservative indkaldt Magnus Heunicke til endnu et samråd i relation til coronakrisen.

Her skal sundheds- og ældreministeren udspørges om regeringens hidtidige og fremadrettede teststrategier.

89 kommentarer
Vis kommentarer