DF om Brexit-kaos: 'En meget alvorlig situation'

Dansk Folkepartis Søren Espersen mener, at Theresa May umiddelbart kun har nyvalg tilbage som mulighed, efter at to markante ministre har forladt skuden

Søren Espersen. Foto: Jens Dresling
Søren Espersen. Foto: Jens Dresling

Hos Dansk Folkeparti ser man med stor alvor på, at to markante britiske ministre nu har forladt deres poster og har efterladt premierminister Theresa Mays regering i Brexit-kaos.

Først smuttede Brexit-minister David Davis, og senere mandag var turen kommet til den farverige udenrigsminister Boris Johnson, der tog sit gode tøj og forlod posten.

- Det er stærke kræfter, der er gået. Det er ikke nogen, som er useriøse. Tværtimod har de åbenbart kunnet gennemskue noget, som vi andre ikke kunne, da Theresa May kom med sit udspil, lyder det fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

Johnson var en af frontfigurerne i Storbritanniens Brexit-kampagne og talte for at forlade EU. Foto: AP Politik - 9. jul. 2018 - kl. 16:04 Britisk topminister trækker sig

Ved ikke, hvor det kan ende
Boris Johnson var meget aktiv i kampagnen for, at Storbritannien skulle forlade EU. Hans farvel til regeringen er kulminationen efter et kabinetmøde 6. juli, hvor Theresa May fremlagde sin plan for Storbritanniens farvel til EU.

Planen indebærer et arbejde for, at Storbritannien holder en tæt tilknytning til EU og ikke mindst EU's toldunion. En strategi, som Boris Johnson absolut ikke har været enig i. Ifølge Sky News skulle han have kaldt Theresa Mays plan for 'en stor lort'.

- Søren Espersen, er du skuffet over det, der sker. Du har før sagt, at du så May som den rette til at føre Brexit ud i livet?

- Det gjorde Boris Johnson og David Davis også. De havde virkelig tiltro til hende. Det er folk, jeg lægger meget vægt på, så når de går, så lader det til at være en meget alvorlig situation. Jeg ved ikke, hvor det her kan ende, men når hendes eget parti er i fuldstændig opløsning, som det lader til, så er der kun nyvalg tilbage. Det vil virke meget specielt at gøre på det her tidspunkt, men jeg kan ikke se, at hun har andre muligheder, når hun ikke engang kan samlet sit eget parti.

Kan bare gå
- I har talt for, at vi skal lægge os i slipstrømmen på Storbritannien, når de har fået forhandlet en god aftale på plads. Det kan virke sværere end som så?  

- Storbritannien kan jo bare gå. Der er ikke nogen, der holder på dem. Det er ikke sådan, at de sender hæren over fra Belgien. Hvis Storbritannien vil ud, så vil de ud, og så kan de sætte de betingelser, de vil. Jeg synes, at vi skal gå efter at få et frit marked uden arbejdskraftens frie bevægelighed og så en EU-domstol, som ikke er politisk. Det er de allervigtigste ting, og det var også på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed, at briterne stemte nej.

- Men I har sagt, at I vil have briterne til at forhandle en god aftale på plads, og så kan vi lægge os op ad den. Det her kunne vel tyde på, at briternes aftale ikke bliver så gunstig. Har I haft en for stor tiltro til, at den strategi vil lykkes?

- Der er ikke et forhandlingsresultat endnu. Det kommer først, når briterne slutter overenskomst med EU - eller ikke gør det. Hvis det ender med, at man har briterne med i et frit marked med eksport, og samtidig undgår arbejdskraftens frie bevægelighed, så tror jeg faktisk, at briterne vil stille sig tilfredse med det. Og det, tror jeg også, at vi skal. Det helt afgørende er, at vi ikke har arbejdskraftens frie bevægelighed.  

457 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere