Integrationen har slået fejl.
Det dokumenterer en ny analyse fra Finansministeriet, der viser, at indvandrere og efterkommere kostede samfundet 28 milliarder kroner i 2014.
Sådan lyder meldingen fra partiformand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.
- Jeg synes, at det er et katastrofalt højt tal, som vi belaster de offentlige finanser med.
- Det er så stort et beløb, at hvis ikke vi havde den belastning i de offentlige finanser, ville vi slet ikke tale om manglende holdbarhed i den økonomiske politik. Eller om, hvorvidt vi har råd til bedre ældrepleje, bedre hospitaler eller mere politi, siger han og fortsætter:
- Det viser jo, at den integrationslinje, som mange af partierne har, er slået markant fejl.
Løsningen er ifølge partiformanden, at der skal være et asylstop og stop for familiesammenføring.
Derudover skal det være nemmere at hjemsende indvandrere, der har svært ved at passe ind i Danmark og eksempelvis begår kriminalitet eller er blevet afvist som asylansøgere.
I Finansministeriets analyse fremgår det, at det samlede nettobidrag fra indvandrere og efterkommere fra vestlige lande var positivt og udgjorde knap fem milliarder kroner.
Den samlede nettoudgift for indvandrere fra ikkevestlige lande og deres efterkommere var 33 milliarder kroner.
En stor del af udgifterne til indvandreres efterkommere skyldes, at mere end 80 procent er under 25 år. De er derfor ikke i den alder, hvor man traditionelt betaler skat.
En del af de unge vil givetvis bidrage til samfundet efter endt uddannelse. Men det er ikke nok til at ændre billedet, mener Kristian Thulesen Dahl.
- Vi har desværre set igennem årtier, at når vi kigger på ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere, går det i arv fra generation til generation.
Selv om der er en chance for en bedring i kommende generationer, er der ikke noget, der tyder på, at det ændre det billede, vi ser nu, siger han.
Finansminister Kristian Jensen (V) fremhævede mandag, at hvis indvandrere og efterkommere kommer i beskæftigelse, vil de styrke den danske økonomi.