DF'er til udenlandske hjemløse: I sviner

Det er noget svineri, når illegale udlændinge overnatter i københavnske parker, mener folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF)

Kenneth Kristensen Berth (DF) kom ind i Folketinget ved valget i juni. (Foto: Region Hovedstaden)
Kenneth Kristensen Berth (DF) kom ind i Folketinget ved valget i juni. (Foto: Region Hovedstaden)

'Hvad laver alle disse subsistensløse afrikanere og sigøjnere i København? København ligner jo efterhånden en svinesti, fordi disse mennesker har slået sig ned i parker og grønne områder i Hovedstaden.'

Sådan skriver Dansk Folkepartis nye folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth på Facebook, efter TV2 Lorry i går kunne fortælle, at mange udenlandske hjemløse overnatter i københavnske parker. På opslaget har han vedhæftet tre billeder fra forskellige parker i København.

Ekstra Bladet har talt med politikeren, som mener, at det er på tide, at myndighederne gøre noget ved de overnattende udlændinge.

- Jeg angriber sådan set ikke de hjemløse. Jeg angriber den praksis, der gør, at vi tilsyneladende er ved at acceptere, at vi har illegale immigranter i Danmark. Når de pågribes af politiet, skal de returneres til deres respektive hjemlande, siger han.

- Du taler om 'illegale immigranter', men de mennesker er hjemløse..

- Jeg har svært ved at finde ud af, hvad pokker de er for nogle mennesker. Det jeg hørte i TV2 Lorry i går var, at det var personer, som kom til Danmark for at få sig et job. Reglerne i Danmark skal naturligvis følges, og det bliver de ikke af de her afrikanere eksempelvis, fordi de ikke er kommet til landet på lovlig vis. De skal udvises efter min mening. Så er jeg ligeglad, om de er hjemløse, arbejdssøgende, eller hvad søren de er.

- Hvordan ved du, at det er illegale immigranter?

- Det går jeg stærkt ud fra. Hvis de var her legalt, så havde de muligheden for at opsøge kommunen for at få hjælp. Men det er de pågældende tilsyneladende ikke interesseret i.

Se også: Nyvalgt DF'er indianerdreng i tidligere liv: Jeg er ingen landsbytosse

Svineri i København
- Du skriver, at København efterhånden ligner en svinesti. Hvad har det med de udenlandske hjemløse at gøre?

- Hvis du ser en park, der er forvandlet til en teltlejr a la Roskilde Festival, så er det klart, at det ikke ser særligt pænt ud. Det er sådan set ligegyldigt, om man har sine ejendele i en sort sæk, eller om man sviner. En park skal ikke anvendes til, at 20 afrikanere slår sig ned og betragter det som et sted, hvor de skal have deres hjem.

- Så det skyldes de her illegale immigranter, som du kalder dem, at København ligner en svinesti?

- Det skyldes selvfølgelig ikke udelukkende dem.

På billederne ser man poser, hvor de hjemløse højst sandsynligt har deres ejendele i. Er det svineri?

- Jeg er sådan set ikke så interesseret i, om de er hjemløse, arbejdssøgende, eller hvad pokker de er. Det jeg er interesseret i er, om de har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. Personer, som ikke har det, skal ud af Danmark.

- Men jeg spurgte om, hvorvidt deres ejendele er noget svineri?

- Det kan jeg ikke tage stilling til. Der er ingen tvivl om, at hvis du ser en park forvandlet til et sted, hvor hjemløse opholder sig i udstrakt grad, så ser det ikke specielt kønt ud.

- De har jo poser med ejendele. Eksempelvis soveposer..

- Ja, de render rundt med de her store sække.

- Er ens ejendele noget svineri?

- Det kan jeg ikke svare dig på.

Dansk hjemløse skal have hjælpe
- Dansk Folkeparti brander sig som et parti, der taler de svageste sag. De her må være nogle af de svageste. Bør vi ikke hjælpe dem i stedet for?

- Nej, ikke hvis der er tale om folk, der ikke har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. Så har vi overhovedet ikke noget ansvar for dem. Det eneste ansvar, vi har, er at sende dem hjem.

- Er det ikke ret menneskeligt at hjælpe folk, som er svage?

- Hvis de pågældende er kommet til Danmark ulovligt, så er der kun en ting at gøre. Det er at sende dem hjem igen.

- Hvad med de danske hjemløse, som bor i parkerne?

- Nu er det heldigvis sådan, at vi har herberger i Danmark, hvor de hjemløse kan overnatte. Og grunden til, at der ikke er plads på de her herberger er, fordi man vælger at prioritere at tage udlændinge ind. Det synes jeg er en rigtig dårlig ide, fordi det gør, at man tiltrækker flere af de her mennesker til Danmark.

- Hvorfor skal man forskelsbehandle folk?

- Det afgørende er, om man har et lovligt opholdsgrundlag eller ej. Hvis man ikke har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark, så skal man ikke være i Danmark. Sådan er det. Problemet er, at vi er nået til en situation nu, hvor vi stille og rolig accepterer illegale immigranter i Danmark. Og det er en utrolig dårlig ide, siger Kenneth Kristensen Berth.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen