Diplomater skubbet ud af Nordkorea

En gruppe russiske diplomater og deres børn måtte forlade Nordkorea i en håndskubbet togvogn

Der jubles, da russerne krydser grænsen i en håndskubbet togvogn.

Som så mange andre regler i Nordkorea er coronarestriktioner strikse i landet, der ledes af Kim Jong-un.

En af konsekvenserne er, at stort set alt offentlig transport er lukket ned for at undgå smittespredning.

Derfor har det siden coronavirussens udbrud været svært at komme ud af landet. Det måtte otte russere sande, da de torsdag måtte skubbe sig selv ud af landet på en åben togvogn. Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt BBC.

De otte russere, der bestod af flere diplomater og deres børn, rejste først i 32 timer med tog fra Pyongyang, hvorefter de fortsatte med bus i to timer, før de til sidst måtte skubbe en togvogn en kilometer for at krydse grænsen ud af landet.

'Da grænserne har været lukket i mere end et år, og passagertrafik er indstillet, krævede det en lang og besværlig rejse at komme hjem,' skrev det russiske udenrigsministerium torsdag på Facebook.

Vladislav Sorokin var den eneste mand i gruppen, og derfor blev det hans lod at skubbe togvognen over grænsen.

Man kan se gruppen juble, da de krydser grænsen til Rusland efter den lange rejse. Den video kan du se over artiklen.

Ifølge det nordkoreanske styre har Nordkorea ikke har en eneste smittet med coronavirus i landet.

Trods det har landet meget strenge krav og restriktioner. Det inkluderer blandt andet lukkede grænser, hårde karantænekrav, forbud mod offentlige forsamlinger og krav om at bære mundbind.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix