Dom udelukker russisk oppositionspolitiker fra valg

Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij vil ikke kunne stille op ved det russiske præsidentvalg

Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij er blevet idømt fem års betinget fængsel og kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg.

Det står klart, efter at en domstol har fundet ham skyldig i en sag om svindel.

Navalnij har også fået en bøde på 500.000 rubler, hvilket svarer til lige under 60.000 danske kroner. Han siger selv, at han vil appellere sagen og stille op ved præsidentvalget i 2018 trods forbud.

Han mener, at dommen er et tegn på, at Kreml opfatter ham som farlig.

Navalnij, der tidligere har kaldt præsident Vladimir Putin for "korruptionens tsar", har været fængslet for kritik af styret og for politisk aktivisme.

Samtidig har der været en sag om påstået svindel i aktiviteter med et fransk kosmetikfirma.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg sagde i en kendelse i februar, at Navalnij og hans bror, som også var anklaget sagen om svindel, ikke har fået en retfærdig retssag.

- De to mænd blev dømt for aktiviteter, som ikke kan skelnes fra regulære kommercielle aktiviteter, hed det i meddelelsen.

Navalnij var en central figur i protesterne mod præsident Vladimir Putin i vinteren 2011-2012 forud for Putins genindsættelse som præsident.

Putin ventes at genopstille ved valget i 2018.

Navalnij, der er født i juni 1976, har flere partier, der spænder fra højrefløj til venstrefløj, bag sig.

Han blev nummer to ved et borgmestervalg i Moskva i 2013.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere