USA's 45. præsident, Donald J. Trump, har forladt Det Hvide Hus for sidste gang.
Det viser tv-billeder fra stedet.
Donald Trump har forladt bygningen i Marine One, præsidentens helikopter, omkring kl. 8.15 lokal tid, 14.15 dansk tid.
Donald Trump forlod bygningen med sin kone, Melania Trump, ved sin side. På vejen fra bygningen ud til helikopteren standsede han kort for at tale med fremmødte journalister, inden hans stab efterfølgende bar en række kufferter ud til helikopteren.
Helikopteren er efterfølgende landet i Andrews Air Force Base, der ligger nær Washington, D.C. Her har Trump holdt en længere improviseret afskedstale, inden han gik op i Air Force One, der efter sigende efterfølgende sætter kursen mod Trumps feriebolig i Florida.
I sin afskedstale brugte Trump mest tid på at rose sig selv og det, han og hans administration har opnået, men han sluttede også af med at ønske den kommende administration held og lykke og sige, at han var sikker på, at de ville opnå succes.
Han sluttede herefter at med at sige, at 'vi vil komme tilbage i en eller anden form'. Tidligere havde der gået rygter om, at han ville bruge sin sidste dag på at annoncere, at han ville stille op som præsident til valget i 2024, men det skete altså ikke.
Normalt er der tradition for, at den siddende præsident deltager i den kommende præsidents indsættelsesceremoni, men her har Donald Trump længe gjort det klart, at han ikke ønsker at deltage i Joe Bidens indsættelse, som finder sted omkring klokken 18 dansk tid.