DR sjoflede overgrebs-klage

DR-toppen stemplede forældreklage om overgreb i Pigekoret som 'ærekrænkende' mod tidligere dirigent

DR sjoflede overgrebs-klage

Flere kvinder er stået frem i Ekstra Bladet.

Allerede i 1996 blev DR gjort opmærksom på, at chefdirigenten i mediets pigekor, Tage Mortensen, havde begået overgreb.

- Jeg fik i maj en henvendelse fra en tidligere leder på DR, som henledte opmærksomheden på, at der var klager fra engang midt i 90’erne - det viste sig at være 1996, har DR's kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, oplyst til Ekstra Bladet.

Politiken er nu kommet i besiddelse af den pågældende forældreklage samt den korrespondance, der fulgte.

Denne afslører, at DR kategorisk afviste overgrebs-klagen.

Daværende underdirektør i DR Vibeke Frank, som var med til at håndtere sagen, vurderede i stedet, at klagen indeholdt 'ærekrænkende'. påstande om dirigenten, skriver Politiken.

Tage Mortensen. Foto: Uffe Nøjgaard/Ritzau Scanpix
Tage Mortensen. Foto: Uffe Nøjgaard/Ritzau Scanpix

Talte usandt
Klagen blev sendt direkte til DR's daværende generaldirektør, Christian Nissen. Han har ellers påstået, at det først var i år 2000, at han modtog de første klager om Tage Mortensens krænkende adfærd.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Christian Nissen for at spørge ham, hvorfor han har talt usandt.

- Har du læst Politiken i dag? Så kan du se, at jeg ikke siger mere, før jeg får alle sagens papirer til kendskab, lyder det afvisende fra den tidligere generaldirektør.

Undskyld
Til Politiken skriver han i en mail:

'Som sagen indtil nu er belyst, vil jeg give Signe Kroner og andre piger i koret, der har oplevet det samme, en uforbeholden undskyldning for den måde, vi håndterede Tage Mortensens krænkende opførsel på. Indtil jeg har haft mulighed for at se alle de øvrige papirer i denne forfærdelige sag, har jeg ikke mere at tilføje.'

Christian S. Nissen forholder sig heller ikke her til sine tidligere udtalelser om, at han først i år 2000 modtog klager over Tage Mortensen.

DR's tidligere generaldirektør Christian Nissen. Foto: Claus Lunde
DR's tidligere generaldirektør Christian Nissen. Foto: Claus Lunde
 

Kysset flere gange
Klagen bunder i en episode, som et tidligere medlem af DR Pigekoret, Signe Kroner, har beskrevet over for Ekstra Bladet.

- På det tidspunkt er jeg lige fyldt 15 år. Efter den sidste koncert bliver der holdt en fest. Der bliver serveret alkohol. Der er flere voksne med til festen. På et tidspunkt sidder jeg i en sofa for mig selv. Tage Mortensen kommer hen og sætter sig helt tæt op ad mig og begynder at tage og røre ved mig på en intim måde, som var ekstremt ubehagelig. Jeg stivner fuldstændig. Jeg fryser simpelthen.

- Han begynder så at kysse mig på munden flere gange. Jeg er fuldstændig chokeret. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før. Det var så mærkeligt, fordi de her forskellige voksne, som var med, befandt sig i samme rum, og de gjorde ikke noget som helst, har hun fortalt.

Den episode fik Signe Kroners mor, Tove Kühl, til at klage over dirigenten til DR - men fik den kolde skulder.

- DR havde muligheden for at gøre noget i 1996 og valgte i stedet at presse mig til tavshed. Det er desillusionerende, at en stor, statslig institution kan gøre sådan noget. Det var børn, det handlede om, siger Tove Kühl til Politiken.

Tage Mortensen (længst til højre) begik sig på de bonede gulve. Her sammen med den tidligere prinsesse Alexandra. Pigerne på billedet er ikke en del af denne historie, hvorfor deres ansigter er blevet sløret. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Tage Mortensen (længst til højre) begik sig på de bonede gulve. Her sammen med den tidligere prinsesse Alexandra. Pigerne på billedet er ikke en del af denne historie, hvorfor deres ansigter er blevet sløret. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix