Drama i Irans parlament: 'Død over USA!'

Trumps beslutning om at ophæve atomaftale med Iran har udløst heftige protester

Afbrændingen foregik i forbindelse med en mindre demonstration i parlamentet. Se det her (Video: AP)

Donald Trumps beslutning tirsdag om at ophæve den atomaftale, som Barack Obama i sin tid som præsident indgik med Iran, har ikke overraskende mødt stor modstand i Iran.

Og det er onsdag kommet til udtryk i det iranske parlament, hvor medlemmer i vrede har sat ild til en papir-udgave af det amerikanske flag.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Afbrændingen foregik i forbindelse med en mindre demonstration i parlamentet, hvor et stykke papir, der repræsenterede atomaftalen, også blev brændt.

Under afbrændingen blev der samtidig råbt 'Død over USA!' af de demonstrerende parlamentsmedlemmer, hvilket er et 'slagord', der med mellemrum har været benyttet i Iran siden den islamiske revolution i Iran i 1979.

'Ikke egnet til jobbet'
Ifølge Sky News har et iransk medie citeret parlamentets formand, Ali Larijani, for at sige, at Donald Trump 'ikke er egnet til jobbet som præsident', og at han 'ikke har den mentale kapacitet til at håndtere aftaler'.

Donald Trump valgte tirsdag at holde det løfte, han under valgkampen havde givet, om at hive USA ud af aftalen, som han kalder 'den dårligste aftale nogensinde'.

Aftalen førte til, at en lang række sanktioner mod landet blev ophævet, mens Iran omvendt forpligtede sig til at skrue ned for landets atomprogram.

Især Donald Trump har dog kritiseret aftalen for, at Iran ikke er blevet tvunget til at lukke helt ned for sit atomprogram, hvorfor de ifølge ham stadig vil kunne udvikle atomvåben i løbet af få år.

På trods af Donald Trumps udmelding har Irans præsident, Hassan Rouhani, givet udtryk for, at landet ønsker at opretholde aftalen med de øvrige lande, der er med, nemlig Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland og Storbritannien.

Parlamentets formand siger nu, at det er op til EU at bevise, at de er tunge nok til at opretholde vigtige internationale anliggender.

FAKTA: Atomaftalen

Under præsidentvalgkampen i 2016 lovede Donald Trump, at han ville trække USA helt ud af en multinational atomaftale med Iran.

Tirsdag har den amerikanske præsident erklæret, at han hiver USA ud af aftalen.

Få indblik i, hvad det er for en aftale, som USA forlader:

* Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, samt Tyskland blev indgået 14. juli 2015 i Wien.

* Den trådte i kraft i januar 2016.

* Atomaftalen skal forhindre, at iranerne udvikler atomvåben.

* Med aftalen går Iran med til at begrænse antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran.

* Med aftalen reduceres Irans lager af uran med 98 procent til 300 kilo i 15 år.

* Med aftalen forpligter Iran sig til ekstraordinær grundig overvågning, verifikation og inspektion fra Det Internationale Atomenergiagentur.

* Til gengæld for at skrue ned for blusset på landets atomanlæg ophæver Vesten sanktioner mod landet.

Kilder: Reuters, BBC og Det Hvide Hus.

577 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere