Dukkesag: Statsministeriet fik navne på anholdte

Statsministeriet og Justitsministeriet var i tæt dialog om de anholdte i dukkesagen, viser et dokument.

Følg Politik

Statsminister Mette Frederiksen ønskede i sidste uge ikke at kaste yderligere lys over, hvilken rolle hendes ministerium spiller i det retslige efterspil om den Mette Frederiksen-dukke, der sidste år blev brændt af under en 'Men In Black'-demonstration på Frederiksberg.

Ikke desto mindre viser dokumenter nu, at Statsministeriet var i tæt dialog med Justitsministeriet om selvsamme sag i dagene omkring hændelsen, og samtidig hemmeligholder Statsministeriet flere oplysninger i forløbet.

Sagen har i den seneste tid påkaldt sig opmærksomhed, fordi forsvarsadvokat Ulrik Sjølin, der repræsenterer en af de tre tiltalte, har spekuleret i, om politiet er blevet presset 'ovenfra', og hvorvidt der er sket en magtfordrejning i forbindelse med sagens anholdelser og sigtelser, hvor enten Mette Frederiksen selv eller ledende embedsmænd har kontaktet politiet.

I sidste uge afviste Retten på Frederiksberg dog, at det skulle undersøges, hvem der stod bag anmeldelsen.

- Det er mærkeligt, at retten medvirker til hemmeligholdelse. Jeg har aldrig haft en sag før, hvor jeg ikke har vidst, hvem der var anmelder, sagde Ulrik Sjølin efter rettens afgørelse.

Artiklen fortsættes under billedet...

Statsministeriet og Justitsministeriet var sidste år i tæt dialog, da demonstranter brændte en Mette Frederiksen-dukke af på Frederiksberg. Det viser en aktliste, Ekstra har fået aktindsigt i. Foto: Kenneth Meyer
Statsministeriet og Justitsministeriet var sidste år i tæt dialog, da demonstranter brændte en Mette Frederiksen-dukke af på Frederiksberg. Det viser en aktliste, Ekstra har fået aktindsigt i. Foto: Kenneth Meyer
 

Oversigt over de anholdte
Foreløbigt peger intet på, at Statsministeriet skulle have blandet sig i sagen, men Ekstra Bladet kan nu fortælle, at ministeriet kommunikerede med Justitsministeriet om sagen fra 23. januar til 27. januar 2021, og at korrespondancen drejede sig specifikt om personlige oplysninger på de anholdte.

Det fremgår af en dokumentoversigt, som Ekstra Bladet fik aktindsigt i hos Statsministeriet i marts sidste år.

'Vedr. oversigt over de anholdte i sag vedr. afbrænding af dukke,' står der i titlen på tre dokumenter, som er udvekslet med Justitsministeriet i dagene efter episoden og efter varetægtsfængslingen, hvor de tre anholdte i en periode var sigtet efter paragraffer i straffeloven, der handler om statskup.

Fakta om 'dukke-sagen'

Lørdag 23. januar 2021 cirka klokken 19.25: Tre kammerater henter en dukke af Mette Frederiksen og hænger den op i en strop i en lygtepæl ved Forum på Frederiksberg under en demonstration mod corona-restriktionerne.

Flere betjente ser dukken, da mændene henter den i bilen, og betjentene griner og synes, den er sjov, men siger intet om, at det er ulovligt. Dog noterer de mændenes navne.

Mannequin-dukken er forsynet med et foto af Mette Frederiksens ansigt og et skilt om halsen, hvor der blandt andet står: 'Hun må og skal aflives!'.

Under demonstrationen bliver der sat ild til dukken, som brænder i lygtepælen. De tre nu tiltalte afviser, at det var dem, som sætter dukken i brand.

Den ene tiltalte beklager overfor betjentene på stedet, at dukken bliver sat i brand. Det var ikke meningen. Ilden slukkes med en pulverslukker og resterne af dukken smides i en skraldespand.

Lørdag 23. januar klokken 22.23: Politiet får en anmeldelse af sagen, men det er ukendt, hvem der er anmelder. Anmeldelses-rapporterne - tre styk - skrives dog først den 24. januar.

Søndag 24. januar: De første to demonstranter anholdes og fremstilles i grundlovsforhør, hvor de varetægtsfængsles. Politiet sigter dem efter § 113 og § 115 om 'statskup' ved at forsøge at tvinge regeringen og Folketinget til at ændre corona-restriktionerne. Det kan give livsvarigt fængsel. Samme dag klokken 16.09 anholdes den tredje demonstrant og han fængsles dagen efter.

26. august 2021: Statsadvokaten i København dropper de voldsomme sigtelser om 'statskup' mod de tre demonstranter. 'Vi er blevet klogere,' siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

30. august 2021: Politiet rejser tiltale for trusler mod Mette Frederiksen efter straffeloven § 119 med påstand om fængselsstraf.

September 2022: Sagen skal for Retten på Frederiksberg.

Statsministeriet har afvist at give aktindsigt i de enkelte dokumenter, så det er kun oversigten og titlen på dokumenterne, Ekstra Bladet har fået indblik i.

Der er samtidig tale om et øjebliksbillede, da aktindsigtsanmodningen kun vedrører materiale for perioden fra 23. januar til 9. februar 2021.

'Statens sikkerhed'
Statsministeriet oplyser i afgørelsen, at dokumenter og titler på oversigten hemmeligholdes af hensyn til enkeltpersoners private forhold og af hensyn til 'statens sikkerhed'.

Derfor indgår akt nummer 2 og 3 ikke på oversigten. De er pillet ud af de embedsmænd, der har behandlet anmodningen.

'Statsministeriet har på den baggrund – og efter høring af Justitsministeriet – undtaget en række ekstraheringspligtige oplysninger fra retten til aktindsigt. Statsministeriet har endvidere efter bestemmelsen undtaget oplysninger på aktlisten.'

Det er dog 'forståeligt', at ministeriet tager den bestemmelse i brug, vurderer Oluf Jørgensen, der er landets førende ekspert i offentlighedsloven.

'Min vurdering er, at plakatens tekst og afbrændingen havde en truende karakter i forhold til statsministeren. På den baggrund synes jeg, det er forståeligt, at statsministeriet interesserer sig for de anholdte, og at nogle dokumenter undtages med henvisning til statens sikkerhed,' vurderer han.

Dokumentoversigten fra Statsministeriet.

Forsvarsadvokat fortsætter
Forsvarsadvokat, Ulrik Sjølin, der har besluttet at kære byrettens afgørelse om hemmeligholdelse af anmeldelsen, kalder de nye oplysninger fra Statsministeriet for 'interessante'.

'Det er da interessant, at der har været kontakt mellem Statsministeriet og Justitsministeriet umiddelbart i forlængelse af anholdelsen af vores klienter,' siger han og tilføjer, at han vil bruge oplysningerne i sit kæreskrift til Landsretten.

Også advokat Jonas Christoffersen, der repræsenterer en anden af de tiltalte, bemærker de to ministeriers interesse for afbrændingen.

'Det illustrere, at Statsministeriet og Justitsministeriet fulgte sagen, og at der var fokus på afbrændingen – ikke selve dukken. Det er for mig at se af betydning for at vurdere, hvorvidt der var tale om en trussel: var dukken en trussel, eller var det afbrændingen, der førte til anholdelse, efterforskning, varetægtsfængsling og nu tiltale?'

Ekstra Bladet har forsøgt at få besvaret en række spørgsmål hos Statsministeriet, men ministeriet er ikke vendt på henvendelsen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind