- Dybt uansvarligt

USA's republikanske præsident langer kraftigt ud efter flere demokratiske guvernører, og det skaber frygt for oprør. Uansvarligt, mener dansk ekspert

Trump fortalte på et pressemøde natten til lørdag, at han forventer, at nogle stater så småt vil åbne. Video: AP

Selvom verden står midt i massiv sundhedskrise, så kan man godt føre valgkamp. I hvert fald hvis navnet er Donald Trump.

Den amerikanske præsident har i hvert fald indstillet sigtekornet på flere guvernører - alle demokrater - hvoraf tre er fra såkaldte svingstater. Altså delstater hvor det ikke står helt klart, om der bliver et demokratisk eller republikansk flertal.

De tre omtalte stater, Michigan, Minnesota og Virginia, fik cirka samme besked af Trump.

De skal frigøres fra deres corona-nedlukning, mente den republikanske præsident.

- Frigør Michigan.

- Frigør Minnesota, lød det i et andet tweet.

- Frigør Virginia og red det fantastiske andet tillæg til forfatningen. Det er under belejring, skrev Donald Trump på Twitter.

Det omtalte tillæg handler om amerikanernes ret til at eje og bære våben. Den kobling er meget kontroversiel, mener Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.

- Jeg mener, det er dybt uansvarligt af præsidenten at skrive sådan nogle tweets, uanset om der så efterfølgende kommer nogen fra Det Hvide Hus og forklarer, at det aldrig var vold, han havde i tankerne. Det er jo en direkte appel til dem, som han opfatter som sine kernevælgere. Der er igangværende demonstrationer.

- Der er allerede en konkret konflikt, hvor man i flere stater ser protester, som demonstrerer mod de regler, der indført. Det sker på bagkant af de måneder, hvor Trump bagatelliserede sygdommen. I hele februar måned foretog den føderale regering sig stort set intet.

Flere guvernører frygter, at demonstrationerne vokser sig større og voldsommere.

I staten Michigan har den demokratiske guvernør Gretchen Whitmer netop forlænget en nedlukning til slutningen af april. Her har demonstranterne trodset den besked og været på gaden, hvor der kom allerede været markante tilråb som 'Lock her up'.

Protester i Michigan. Foto: Seth Herald/Ritzu Scanpix
Protester i Michigan. Foto: Seth Herald/Ritzu Scanpix
 

Trumps kernevælgere har været på gaden i Michigan. Foto: Seth Herald/Ritzau Scanpix
Trumps kernevælgere har været på gaden i Michigan. Foto: Seth Herald/Ritzau Scanpix
 

Vil tage æren men ikke ansvaret
Trump har ifølge Niels Bjerre Poulsen kommet med udmeldinger, der er i direkte strid med det, som hans regering har sendt ud omkring coronasituationen.

Det skyldes ifølge lektoren, at han står i et limbo, hvor han gerne vil tage æren for god udvikling og fraskrive sig ansvaret, hvis det går skidt.

- Alt det som den føderale regering kunne have gjort, f.eks. i forhold til indkøb af masker, distribution af test-kits osv., det har nogen stater selv taget på sig, og dermed er guvernørerne i nogle stater blevet mere populære, fordi de har udvist lederskab.

- Pludselig sagde Trump, at hans autoritet var 'total' på det område. Han bestemte, hvornår landet åbnede op igen. Der fik han så at vide, at sådan hang det ikke sammen. Så vendte han igen 180 grader og sagde, at han ikke havde noget ansvar for håndteringen af krisen i de enkelte stater, og at det også var delstaternes eget ansvar at skaffe de mange tests, som er nødvendige for en gradvis lempelse af restriktionerne.

- Men så begynder han bagholdsangreb som disse tweets, som opfordrer borgere til at lægge pres på deres lokale regeringer.

Hvordan kommer de videre herfra?

- Man må håbe, at der er nogle rådgivere, der får Trump til at stikke piben ind. De må sige til ham, at de ikke er hensigtsmæssigt, at præsidenten opfordrer borgere i de enkelte stater til at sætte sig op mod deres delstatsregering. Det er tilmed i konflikt med de retningslinjer for lempelser af restriktionerne, som hans egen regering lige har udsendt.

Lige nu er der et helt klart modsætningsforhold for Trumps videre færd.

Han vil gerne genåbne for at accelerere økonomien, men det kræver formentlig langt flere tests for at kende omfanget.

- Han er så fokuseret på at holde tallene for, hvor mange der er smittede nede, men testene er en forudsætning for, at man kan genåbne økonomien. Han har to modsatrettede ting for øje: Et meget kortsigtet, hvor der ikke er så mange smittede, hvilket skal vise, at hans regering har styr på situationen, som han hele tiden har påstået.

- Men hvis man gennemfører omfattende tests og konstaterer, at der er langt flere smittede, end de officielle tal viser, så bliver det måske også sværere at argumentere for en hurtig genåbning af alle økonomiske aktiviteter.

I USA er over 37.000 mennesker døde efter at være blevet smittet med coronavirus.

Følg live-opdateringen af corona-situationen her

Europæere flygter fra karantæne: Fester i Sverige