Efter 2000 år: Paven forbyder korrupte biskopper

Den katolske kirke har indført en ny lov. Nu må kardinaler og biskopper ikke længere modtage bestikkelse, har pave Frans besluttet

Pave Frans vil gøre livet surt for korrupte og pædofile biskopper, kardinaler og andre embedsfolk i Vatikanet med nye regler. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix
Pave Frans vil gøre livet surt for korrupte og pædofile biskopper, kardinaler og andre embedsfolk i Vatikanet med nye regler. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix

Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, har indført en ny lov, som skal sætte en stopper for den udbredte korruption blandt Vatikanets ledere.

Det skriver den nyeste udgave af Katolsk Orientering.

Dermed må kardinaler og biskopper ikke længere modtage bestikkelse og gaver til en værdi over 40 euro (300 kroner).

Det fremgår af et såkaldt 'motu proprio', som paven har udsendt for at modvirke korruption.

Pave Frans er nr. 266 i paverækken. Den første pave var apostlen Peter, og den romersk-katolske Kirke er et af verdens ældste kirke-samfund. 

Paven messer på en tom Petersplads på grund af corona i marts 2020

Ledende personer i Vatikanet skal fremover skrive under på, at de ikke har været dømt, bliver efterforsket eller befinder sig en retssag om korruption, bedrageri, terrorisme, hvidvask, pædofili eller skattesnyd, skriver Katolsk Orientering. Samtidig skal kardinaler og biskopper nemmere kunne retsforfølges, hvilket hidtil har været vanskeligt.

Desuden må disse personer heller ikke have penge i skattely, investere i lande med høj risiko for hvidvask og terrorisme.

I en leder fastslår bladets ansvarshavende chefredaktør, Niels Messerschmidt, at den nye lovs vigtighed ikke bør undervurderes.   

Bestikkelses-kultur
'Det ses som et kæmpeskridt i retning af at ændre en 'bestikkelseskultur' inden for den Romerske Kirke', skriver han - og kalder det virkeligt banebrydende, at Frans forbyder, at de ledende kirkelige personer fremover må modtage gaver eller andre ydelser til en værdi af mere end 40 euro.

'Denne politik vil - hvis den håndhæves strengt - ændre måde Vatikanet fungerer på', skriver Niels Messerschmidt, der samtidig er informationschef for den katolske kirke i Danmark.

Han forklarer i sin leder, at det har været normalt for gæster i Vatikanet, at medbringe 'kontante gaver, som gives af en biskop til en anden ... Desværre er menneskets natur skrøbelig', konstaterer Niels Messerschmidt.

Han frygter, at den nye politik ikke vil blive håndhævet efter hensigten - og at der vil være smuthuller, som kan besejre hensigten med pavens reform.