Borgmesteren i Nashville, Megan Barry, trækker sig fra sit embede tirsdag, som led i, at hun i retten i dag erkendte sig skyldig i tyveri for mere end 10.000 dollars, der relaterer sig til den affære, hun indtil for nylig har haft med sin bodyguard Robert Forrest.
Borgmesteren blev i retten idømt en betinget dom med tre års prøvetid.
Derudover indvilligede Megan Barry under retssagen i at refundere 11.000 dollars til Nashville, der er hovedstad i staten Tennessee. Pengene skal tilbagebetales for det, anklageren kalder 'ulovlige udgifter'.
Bodyguarden Robert Forrest skal ifølge anklageren betale 45.000 dollars tilbage. Penge, som han fejlagtigt var givet 'på tidspunkter, hvor han ikke var i tjeneste'.
Det skriver The New York Times.
Borgmesterens tilbagetrædelse sker mere end en måned efter, at den hidtil populære, demokratiske borgmester indrømmede, at hun har haft en affære ved siden af sit ægteskab.
En affære med sin bodyguard, der begyndte i foråret 2016, nogle måneder efter, at hun indtog sit borgmesterkontor. Det skriver det amerikanske medie Tennessean.
Da hele miseren startede for fem uger siden lød beskeden fra borgmesteren, at hun ikke ville træde tilbage. Hun sagde yderligere i forbindelse med den offentlige indrømmelse:
- Jeg ved, at gud vil tilgive mig, men det behøver borgerne i Nashville ikke at gøre.
Hun har også kaldt affæren et personligt anliggende, og at hun ikke har begået nogen ulovligheder.
Efterforskningsenheden i Tennessee, der tager sig af statsrelateret efterforskning, fandt nøgenbilleder på bodyguardens telefon. Efterforskerne mente, at kunne bevise, at billederne var af Megan Barry.
På det tidspunkt nægtede Barrys advokat, at billederne skulle være af borgmesteren. Og hvis det skulle vise sig at være billeder af Megan Barry, var de taget uden at hun vidste det, sagde advokaten.
Megan Barry og Robert Forrest har deltaget i ti skatteyder-betalte ture, uden at borgmesterens kontoransatte har været til stede, inklusiv konferencer i Paris og i Grækenland og to gange i Washington.
Forrest har modtaget 173.843 dollars i overarbejdstimer fra juli 2015 til 15. januar i år.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.