Donald Trumps tidligere advokat og problemknuser, Michael Cohen, er parat til at lade sig afhøre af efterretningsudvalget i USA's Kongres.
Det oplyser formand for efterretningsudvalget, kongresmand Adam Schiff, ifølge Associated Press.
Adam Schiff oplyser, at Cohen frivillig vil lade sig afhøre bag lukkede døre 8. februar. Cohen skal påbegynde en afsoning af en tre år lang fængselsstraf 6. marts.
Meddelelsen kommer en uge efter, at Michael Cohen afblæste en anden høringen i Kongressen, fordi han angiveligt følte sig truet af præsident Donald Trump.
Familien føler sig truet af Trump: Cohen tør ikke vidne
I et tweet i december omtalte Trump sin tidligere advokat som 'rat', der er mafiajargon for sladderhank.
Michael Cohen er en central person i specialanklager Robert Muellers undersøgelse af Ruslands påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Cohen har blandt andet erkendt, at han på Trumps ordre betalte to kvinder for at tie om en affære. Betalingen fandt sted få uger før præsidentvalget. Trump har benægtet affæren.
Desuden har Cohen tilstået ved retten i New York, at han løj under ed over for Kongressen om et byggeprojekt, der angiveligt skulle resultere i et Trump Tower i Moskva.
Repræsentanternes Hus ventes at indlede en lang række undersøgelser af Trump og hans forretningsinteresser.
---
Donald Trump belastes af en lang række sager, der blandt andet udspringer af specialanklager Robert Muellers Rusland-undersøgelse. Se de 12 sager her: