Efter Instagram-joke: Paludan deler kendis' personlige oplysninger

I et opslag på Facebook går Rasmus Paludan hårdt til Anders Hemmingsen, som er kendt fra Instagram, efter denne delte et billede af et falsk opslag omhandlende Paludan

Ramus Paludan har hængt Anders Hemmingsen ud efter et joke-opslag på Instagram. Foto: Olivia Loftlund
Ramus Paludan har hængt Anders Hemmingsen ud efter et joke-opslag på Instagram. Foto: Olivia Loftlund

'PRANKED!!'

Sådan starter et joke-opslag på Instagram, som instagrammeren Anders Hemmingsen har delt mandag eftermiddag. Opslaget er lavet af siden 'dkpolmemes' og omhandler Rasmus Paludan, og at han i virkeligheden blot har snydt danskerne til at tro, at han er, som offentligheden kender ham med markante holdninger til især integration.

Opslaget blev delt med teksten: 'jeg vidste det. #deterfake'.

Det var dette opslag, Anders Hemmingsen delte på sin Instagram-profil. Foto: Skærmbillede
Det var dette opslag, Anders Hemmingsen delte på sin Instagram-profil. Foto: Skærmbillede

Men det var tilsyneladende ikke deklareret tydeligt nok, for Rasmus Paludan skrev efterfølgende selv et opslag på Facebook, hvori han kalder Anders Hemmingsen for en 'kendt landsforræder og kriminel samfundstaber', fordi han har delt det falske opslag.

Men Paludan stoppede ikke der, for i opslaget deler han også Anders Hemmingsens private adresse, mens han også deler Hemmingsens kærestes adresse og telefonnummer.

Derefter kommer han med opfordringen, 'hvis nogen har mulighed for at kontakte Anders Hemmingsen og fortælle ham, at han skal stoppe sine strafbare lovbrud med falskneri og fake news, så ville jeg blive glad.'

Her er Rasmus Paludans opslag i sløret udgave. Foto: Skærmbillede
Her er Rasmus Paludans opslag i sløret udgave. Foto: Skærmbillede

Kimet ned
Begge opslag er siden blevet slettet, men flere nåede dog forinden at kontakte Anders Hemmingsens kæreste, Julie Alberte Schoen.

- Jeg kom ud fra træning, og så var der fire forskellige opkald. Og jeg troede, at nogen ville købe noget af mig på DBA, så jeg tænkte straks 'yes man, jeg skal have solgt en masse,' og så ringede jeg tilbage til den første.

- Så var det faktisk Rasmus Paludan. Jeg fik i hvert fald fat i hans telefonsvarer. Så jeg har jo faktisk ringet til manden, vil jeg lige sige, og han har ikke ringet tilbage igen, siger Julie Schoen med et grin.

- Nu har jeg sat min telefon på flytilstand, fordi jeg ikke kan være på Instagram, når jeg bliver afbrudt hele tiden. Men jeg har også fået sms'er fra folk, som er rigtig søde og skriver, at jeg burde anmelde det.

- Folk er søde, og jeg vil lige sige, at vi tager det stille og rolig herhjemme. Anders har sat kaffe over, fortæller hun.

Melder ham
Hun fortæller efterfølgende i en sms til Ekstra Bladet, at hun vil anmelde Rasmus Paludan til Datatilsynet på grund af opslaget.

'Fordi jeg ikke er Anders. Jeg vidste intet om hans opslag. Hvad Anders har gjort, må Anders jo om. Det er på ingen måde retfærdigt at hive mig ind i hele den her sag.'

'Jeg synes, det er ubehageligt, at mit nummer og vores adresser har ligget til frit skue på hans Facebook-side,' skriver hun i sms'en.

'En lille hidsigprop
Anders Hemmingsen var ligeledes i træningscenteret, da Paludan lagde sit opslag på Facebook, og han opdagede det derfor også først efterfølgende. Men han tager det stille og roligt.

- Han er jo en lille hidsigprop.

- Han er jo en, der har tendens til at sige en masse ting. Så jeg er sgu ikke så nervøs.

- Er du bange for, at der er nogen, der rent faktisk tropper op på din adresse?

- Nej, overhovedet ikke.

- Det er jo en joke, som han har taget meget personligt. Det er kun humor herfra, og jeg skrev endda også i opslaget, at det var 'fake'.

- Det virkede ikke, som om folk tvivlede på det (at opslaget var falskt, red.).

Ekstra Bladet har nu talt med Rasmus Paludan. Du kan læse hans svar her:

Rasmus Paludan svarer nu på, hvorfor han valgte at dele Anders Hemmingsens personlige oplysninger på sin Facebook-profil. Foto: Mads Nissen / POLFOTO Politik - 21. okt. 2019 - kl. 22:03 Paludan angriber Instagrammer: - Han minder næstmest om Hitler

Rasmus Paludans demonstrationer har flere gange ført til voldsomme optøjer i København. Et Instagram-opslag antydede mandag, at hele Paludans politiske kampagne skulle være et socialt eksperiment. Video: Local Eyes, Steven Knap/Byrd

842 kommentarer
Vis kommentarer