Efter journalist-drab: USA nægter saudiarabere indrejse

Dette er ikke det sidste ord fra USA i sagen om den dræbte journalist Jamal Khashoggi, advarer Mike Pompeo

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ikke ønsker at bringe samhandlen med Saudi-Arabien i fare. Foto: AP
USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ikke ønsker at bringe samhandlen med Saudi-Arabien i fare. Foto: AP

Regeringen i USA tilbagekalder visa, der er udstedt til saudiarabiske embedsmænd, som er mistænkt for at være involveret i drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Udenrigsminister Mike Pompeo siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at USA har 'identificeret i hvert fald nogle af personerne' bag drabet på den systemkritiske journalist på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul 2. oktober.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det drejer sig om visa til 21 saudiarabiske embedsmænd.

- Vi træffer passende foranstaltninger, og det omfatter tilbagekaldelse af visa samt indførelse af visa-lookouts, siger Pompeo ifølge AFP.

Han tilføjer, at visa-lookouts betyder, at mistænkte vil blive afvist, hvis de forsøger at komme ind i USA.

- Disse sanktioner vil ikke være det sidste ord fra USA i denne sag. Vi vil fortsætte med at træffe yderligere foranstaltninger for at holde de skyldige ansvarlige, siger Mike Pompeo.

- Vi gør det meget klart, at USA ikke vil tolerere denne type handling for at gøre Khashoggi, en journalist, tavs med brug af vold.

Ifølge USA er det folk fra den saudiarabiske efterretningstjeneste, den royale domstol, udenrigsministeriet samt andre ministerier, der er blevet ramt af visumsanktionerne.

Tidligere tirsdag rapporterede Sky News, at der ifølge anonyme kilder er fundet ligdele - deriblandt hovedet - fra Jamal Khashoggi i Istanbul.

Kilderne skal have fortalt mediet, at journalisten er blevet 'skåret op', og at hans ansigt er 'vansiret'.

Jamal Khashoggi blev sidst set i live, da han gik ind på Saudi-Arabiens konsulat 2. oktober i storbyen Istanbul i Tyrkiet.

En tyrkisk efterforskning viser, at et hold på 15 saudiarabiske embedsmænd gik ind på konsulatet, den dag Khashoggi mistede livet.

Saudi-Arabien bekræftede lørdag, at Jamal Khashoggi blev dræbt på landets konsulat i Istanbul. Det skete angiveligt under "et slagsmål" mellem ham og folk på konsulatet.

Mange vestlige regeringsledere, FN og andre sætter dog spørgsmålstegn ved den forklaring.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere