Efter kritik: Præciserer forbud om utrygsskabende lejre

Præciseringen af forbuddet betyder, at der nu er tale om lejre af "permanent" karakter

For at følge udviklingen på området vil der løbende blive gjort status. Partierne bag enighedspapiret vil få den første status i foråret 2021, fremgår det af aftalepapiret. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
For at følge udviklingen på området vil der løbende blive gjort status. Partierne bag enighedspapiret vil få den første status i foråret 2021, fremgår det af aftalepapiret. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Regeringen og støttepartier er enige om en præcisering af forbuddet for utryghedsskabende lejre.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det bliver nu præciseret, at der er tale lejre af 'permanent' karakter, og der skal dermed kun sættes ind mod lejre, der er permanente og skaber utryghed. Formålet med præciseringen er at skabe mere ro om de hjemløses situation, lyder det i meddelelsen.

- Reglerne om utryghedsskabende lejre skal bekæmpe den utryghed, der kan følge med, når hjemløse slår sig ned i lejre, men reglerne skal samtidig ikke ramme skævt og gå ud over hjemløse, der er tvunget til at overnatte udendørs, siger Justitsminister Nick Hækkerup (S) i meddelelsen.

For at vurdere, om en lejr er af 'permanent' karakter, kan der blandt andet lægges vægt på, om sovepladsen er etableret med overdækning, madrasser, bålplads eller opstilling af telte.

- Ud over den fysiske indretning vil der blandt andet kunne lægges vægt på, om der er ejendele og eventuelt madvarer, affald, urin eller afføring i nærheden af sovestedet, fremgår det af aftalepapiret.

Hos SF mener man, at det er vigtigt, at lejrbegrebet er nu blevet præciseret.

- Jeg synes den vigtigste ændring, der er sket, det er det her med, at vi får præciseret lejrbegrebet, så man ikke rammer den klassiske hjemløse, der er tvunget til at overnatte udendørs. Det er noget andet end romalejrene, hvor de nærmest bygger hele kvarterer op, siger retsordfører i SF Karina Lorentzen til Ritzau.

Der har tidligere været kritik af forbuddet, da det har været svært for politiet, at vurdere om der er tale om en lejr af 'permanent karakter'.

Hjemløse kan ligeledes blive straffet med en bøde på 1000 kroner, hvis de opholder sig i lejre, der kan anses som utryghedsskabende.

Oveni bøden kan politiet indfører zoneforbud, og hjemløse kunne ligeledes blive bortvist fra den kommune, hvor de havde været del af en sådan lejr.

Det bliver nu præciseret, så der i stedet kan gives en advarsel til den hjemløse.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde afskaffet zoneforbuddet helt. Det var der ikke flertal for. Derfor er vi glade for, at der løsnes op, så man kan give advarsel i stedet for, siger De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, i en skriftlig kommentar.

- Desuden er det ikke længere kriminelt for hjemløse at sove samme sted flere nætter i træk, hvis man rydder op i dagtimerne. Der er flere gode forbedringer, siger han.

4 kommentarer
Vis kommentarer