Efter nordkoreansk test-bombe: Rusland kigger på radioaktiviteten

Niveauet for radioaktivitet er ikke steget i Rusland efter Nordkoreas påståede test af brintbombe

Her viser Nordkoreansk statstv affyring af brintbomben (Video: KCNA)

Niveauet for radioaktivitet i den fjernøstlige del af Rusland er normal, siger de russiske myndigheder.

Målingskontoret Primgidromet har udsendt en erklæring om radioaktiviteten, efter at Nordkorea natten til søndag dansk tid sagde, at det har prøvesprængt en brintbombe.

- Efter Nordkoreas påståede atomtest er der ikke målt en forhøjet baggrundsstråling i Primorskij-regionen, hedder det i erklæringen.

Videre siger kontoret, at situationen er stabil, og at niveauet for radioaktivitet er inden for de normale niveauer.

Den påståede sprængning kom, efter at regionen i første omgang mente, at der var tale om et jordskælv.

Der blev registreret rystelser ved Ruslands grænse til Nordkorea.

Indbyggere i byen Vladivostok 130 kilometer fra grænsen rapporterede om svage rystelser.

I Kina siger myndighederne, at de er begyndt at foretage målinger for at undersøge, om niveauet af radioaktivitet er steget i grænseområderne.


Hvor langt kan Nordkoreas missiler egentlig nå? Få svaret her. Video: AP

FAKTA: Brintbombe - atombombens farlige fætter

Den ungarske fysiker Edward Teller udviklede brintbomben, der er et ekstremt farligt kernevåben.

Nordkorea hævder søndag, at landet med succes har prøvesprængt en brintbombe.

Dermed er det nordkoreanske våbenarsenal muligvis blevet udvidet med et meget dødbringende kernevåben. Bliv klogere på brintbomber her:

* En brintbombe er et kernevåben.

* Brintbomber omtales ofte B-bombe eller H-bombe. H står for hydrogen.

* Der sker en voldsom energiudvikling i en brintbombe. Det sker ved en sammensmeltning - fusion - af lette atomkerner ved en kædereaktion.

* Brintbomber er kraftigere end atombomber.

* De farlige brintbomber er ikke nødvendigvis store i størrelse. Bomberne kan være helt ned til få fod lange og passer ind i missilers sprænghoveder.

* Den ungarske fysiker Edward Teller står bag udviklingen af brintbomben sammen med den polskfødte matematiker Stanislaw Ulam.

* Den kraftigste brintbombe, der hidtil er detoneret, er Tsar Bomba. Den blev sprængt af Sovjetunionen 30. oktober 1961.

Kilder: Gyldendals Den Store Danske, Ingeniøren, BBC.

83 kommentarer
Vis kommentarer