Efter voldsom uro: Arabisk premierminister går af

Hariri siger, at det er de politiske lederes ansvar at beskytte Libanon og tage hensyn til sikkerheden

Libanons premierminister Saad al-Hariri trækker sig efter voldsom uro i landet. Arkivfoto: Mohamed Akir/Ritzau Scanpix
Libanons premierminister Saad al-Hariri trækker sig efter voldsom uro i landet. Arkivfoto: Mohamed Akir/Ritzau Scanpix

Libanons premierminister, Saad al-Hariri, indgiver sin afskedsbegæring.

Det sker efter 13 dages voldsomme uroligheder i landet som følge af en dyb økonomisk krise, der har bragt landet på randen af statsbankerot.

Samtidig er der en generel opfattelse af, at politikerne er dybt korrupte.

Hariri siger tirsdag, at det er de politiske lederes ansvar at beskytte Libanon.

- Politiske stillinger kommer og går. Hensyn til værdighed og landets sikkerhed er vigtigere, siger han.

- Det er blevet nødvendigt for os at acceptere et stort chok for at klare denne krise. Jeg er på vej til Baabda Paladset for at indgive min afsked, siger Saad Hariri i en tv-transmitteret tale.

Sunnimuslimen og milliardæren Saad al-Hariri har siden januar 2019 ledet en samlingsregering med 30 medlemmer, hvor de fleste af Libanons partier er repræsenteret.

Regeringen blev dannet otte måneder efter et valg, hvor Hizbollah-bevægelsen vandt. Valget af den nye nationalforsamling i maj 2018 var det første i Libanon i ni år.

Libanon er under pres fra både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. De mener, at der er behov for at gennemføre radikale økonomiske reformer og besparelser.

Titusindvis af demonstranter har protesteret. Det har navnlig været i storbyerne Beirut og Tripoli, hvor politiet har foretaget stribevis af anholdelser.

Mange demonstranter siger, at regeringen er ineffektiv og ude af stand til at regere.

Krigen i Syrien har forværret Libanons problemer. Hver sjette indbygger er syrisk krigsflygtning. Landet er også hjem for mange palæstinensiske flygtninge.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere